Støvring og omegn
Suldrup Skole havde besøg af stor lastbil med laboratorium fra LIFE Fonden
Suldrup Skole havde besøg af stor lastbil med laboratorium fra LIFE Fonden
Af Lone K. Hansen
Suldrup Skole havde torsdag d. 19. august og fredag d. 20. august besøg af LIFE Mobillab fra LIFE Fonden. Mobillab er en stor lastbil, der er udstyret med et 65 kvm stort laboratorium med professionelt udstyr, hvor eleverne kan eksperimentere sig til ny viden indenfor forskellige naturfaglige vidensområder.
“Det ligner lidt en snotklat, men det er meget spændende!”
6. klasserne på Suldrup Skole arbejdede med forløbet Enzymjagten. “Det ligner lidt en snotklat, men det er meget spændende!” sagde en af eleverne ivrigt, da under kyndig vejledning fra LIFE-underviserne blev præsenteret for forskellige svampevækster. Senere skulle eleverne teste indsamlede svampe for indhold af et bestemt enzym.
Eleverne lærte, at enzymer er kemiske katalysatorer. Det vil sige, at enzymer får processer til at forløbe hurtigere, hvad enten det er nedbrydning af mad i fordøjelsen eller at få tøj til at blive rent med brug af mindre sæbe og lavere vasktemperatur. En af eleverne fortalte: “Det har været sjovt at man selv måtte lave sine eksperimenter og finde ud af, hvordan man fik vasketøjet mest rent”.
Eleverne blev blandt andet udstyret med nogle vandtætte nylonposer, som simulerede en minivaskemaskine. Eleverne vaskede på livet løs og kunne ved selvsyn konstatere, hvordan vaskeevne afhang af vandtemperatur og mængde af enzymer i vaskemidlet.
Om LIFE Fonden:
LIFE Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte.
LIFE Fonden har to formål; at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning, og at styrke motivation og interesse for naturvidenskab hos børn og unge.
LIFE Fonden driver det landsdækkende og almennyttige undervisningsinitiativ LIFE. Kernen i LIFE er vores naturfaglige undervisningsforløb LIFE Forløb hvor elever arbejder undersøgelsesbaseret med virkelighedsnære problemstillinger, der understøtter FNs verdensmål.
Alle LIFE Forløb er udviklet hos LIFE i tæt samspil med skoler, virksomheder og forskningsinstitutioner.
LIFE Fonden kan desuden støtte uddannelses- og forskningsinitiativer inden for natur-, teknisk- og sundhedsvidenskab samt fagdidaktik. LIFE Fonden kan også yde støtte til andre almennyttige undervisningsmæssige og videnskabelige formål.
LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
(Kilde: Life.dk)
Læs også: