Erhverv
Induflex i Støvring ansætter erfaren profil som ny CSO
Induflex styrker sin position på industrimarkedet med ansættelsen af Thomas Holm Jørgensen, der tiltræder som CSO den 2. januar 2025. Med en solid baggrund inden for industrien og omfattende erfaring i strategisk ledelse skal han være med til at sikre vækst og videreudvikling af Induflex.
Plastbearbejdningsvirksomheden Induflex i Støvring har ansat Thomas Holm Jørgensen som ny CSO. I lyset af en mere fokuseret strategi på industrien, kræver det en CSO med en god forståelse for både industrien og kunne være med til at indfri Induflex’ ambitioner om øget vækst.
– Vi har søgt en profil, der kan bygge videre på det gode fundament og momentum, som vi har opbygget gennem de seneste år. Derfor har vi brug for en, der kan matche vores behov på flere afgørende områder, og det kan Thomas. Han har et stort netværk, solid erfaring, stærk forretningsforståelse, lederegenskaber og er ambitiøs. Det er lige den kombination, vi har brug for til at sikre en bæredygtig forretning for fremtiden, siger Rico Larsen, der er indehaver og direktør hos Induflex.
Indsigt fra produktionsvirksomheder
Med over 25 års erfaring med teknisk B2B-salg til nationale og internationale kunder samt ledelse og udvikling af salgsteams, bringer Thomas Holm Jørgensen vigtig erfaring fra produktionsverdenen. Han kommer senest fra en stilling som Group Marketing & Commercial Manager hos Hagens.
Thomas Holm Jørgensen ser frem til at bringe sine kompetencer og erfaring i spil hos Induflex, der allerede har en bred kompetenceportefølje inden for industrien.
– Induflex har en solid base for vækst. Her bliver min opgave ikke kun at vækste i omsætning, men om at sikre en bæredygtig og stabil forretning med fokus på kunder, der bidrager til en sund indtjening, fortæller Thomas Holm Jørgensen.
At det bliver hos Induflex giver også rigtig god mening for Thomas Holm Jørgensen.
– Jeg har altid været glad for at arbejde med teknisk B2B-salg, særligt i virksomheder, hvor værdierne flugter med mine egne. Induflex repræsenterer netop de værdier, og samtidig får jeg muligheden for at præge udviklingen i en spændende virksomhed. Så nu glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med en ny branche, nye kunder – og selvfølgelig til at lære mine nye kolleger at kende, slutter Thomas Holm Jørgensen.