Støvring og omegn

Støvring: Destruktion af byens fodbold undervejs

Destruktion af byens fodbold undervejs?

Redaktion
Af Redaktion 8. september 2021

Af sportschef for SIF fodbold Rasmus Gissel og formand for SIF fodbold Søren Bjerregaard

Det er med meget stor undren vi har læst analysen til Børne og Familieudvalget, angående skolernes mulige kapacitetsudvidelser. Selve den problemstilling omkring skolerne, er selvsagt en vigtig sag, som vi i substansen ikke forholder os til.

Hvad vi derimod forholder os til, er de løsningsforslag der er kommet på bordet. Løsningsforslag, hvor vi i SIF kan miste 2 af vores kun 6 fodboldbaner, samt at området ved den gamle materialegård, der egentlig jf. Helhedsplanen er udlagt til idrætsområde, inddrages.

Det er mildest talt skræmmende læsning vurderet i vores perspektiv.
Lige før sommerferien havde vi inviteret byrådet til præsentation af vores problemstilling omkring manglende kapacitet, hvad angår baner og omklædningsrum.

Et – tilsyneladende – lydhør byråd anerkendte problemstillingen og selvom man ikke for nuværende er i besiddelse af midler til at løse alle problemer, var der en konstruktiv tilgang til fremtiden. Men var det blot en glubsk ulv i fåreklæder forklædt som byråd, der nikkede til problemerne? For allerede d. 9. juni blev det besluttet at udarbejde analysen omkring kapaciteten for skolerne. Vel at mærke med en af mulighederne at inddrage fodboldbanerne bag Arena Himmerland.

Hvad er der blevet af de planer som Helhedsplanen (paragraf 17 stk. 4 udvalget) lavede? SIF Fodbold nåede historiske 750 medlemmer i slutningen af september måned 2020.

Her et lille år senere er medlemstallet 844. Eller rettere en stigning på 94 medlemmer hvilket svarer til 12,5%. Det vel at mærke i en periode hvor Corona-nedlukning har været en markant udfordring for SIF.

Det vidner om hvilken fantastisk indsats de over hundrede frivillige trænere og ledere laver i klubben.

Hvad er egentlig meningen med at holde dem for nar?

En begrænsning i banekapacitet vil være en decideret katastrofe.

Allerede nu er vi kraftigt presset på vores kapacitet. Netop derfor havde vi inviteret byrådet til en konstruktiv dialog.
Forslag som “hvad med at lave to klubber?”, eller “har i overvejet at oprette venteliste?” kom fra nogle af de fremmødte byrådspolitikkere på dialogmødet i juni.
Det er måske ligefrem det man målrettet arbejder efter?
Det kan næsten virke sådan.

Vi ønsker at være byens klub, i vores nuværende rammer, med en bynær beliggenhed, der gør at vi samler børn og unge fra begge byens skoler.

At byrådet så muligvis er ude på at spænde ben for foreningslivet begræder vi selvsagt, og på vegne af vores mange frivillige trænere og ledere er det her unægtelig en ordentlig mavepuster.

Derfor en kæmpemæssig opfordring til vores kære lokalpolitikere om at vende skråen en ekstra gang, inden man påbegynder en destruktion af det lokale foreningsliv.

Støvring og omegn

Se flere artikler