Kultur

Røde Kors appen `Parat´ oplever markant stigning i behovet for hjælp – og frivillige er klar til at gribe dem

Når mange danskere nyder sommerferie, står tusindvis stadig alene med akutte behov. Røde Kors Parat melder om en markant stigning i henvendelser – og hjælpen fortsætter ufortrødent hele sommeren, takket være frivillige parathjælpere og en ny app, der gør det nemmere at træde til.

Røde Kors appen `Parat´ oplever markant stigning i behovet for hjælp – og frivillige er klar til at gribe dem
(foto: Peter Sørensen)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 27. juni 2025

Hjælp året rundt – også i sommerferien

Mens Danmark pakker taskerne og drager mod sommerhuse og strande, er der stadig mange, der står med praktiske og personlige kriser, de ikke kan løse alene. Derfor står Røde Kors Parat klar med frivillige over hele landet – også i juli og august.

I årets første halvdel er antallet af opgaver, som frivillige har løst, steget med knap 24 procent sammenlignet med sidste år. Bag tallene gemmer sig mennesker, som har brug for hjælp til helt almindelige ting i hverdagen: en ældre borger, der skal til læge, en seng der skal samles efter en kriseflygtning er flyttet ind, eller en lampe der skal hænges op.

Ifølge Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl er sommerens stilhed ikke noget, der gælder for dem, der står i sårbare situationer: “Sårbare menneskers kriser holder ikke sommerferie. De forsvinder ikke mens resten af os spiser is, nyder solen eller er taget i sommerhus.”

En arv fra corona – nu et landsdækkende fællesskab

Det der i sin tid blev kendt som coronahjælp, har udviklet sig til Røde Kors Parat – et netværk af frivillige, kaldet parathjælpere, der yder hurtig og lokal hjælp i hele landet.

Erfaringerne fra pandemien viste, at danskerne gerne hjælper hinanden, når det gælder. Og det gør de stadig – nu blot som en del af en organiseret indsats, der også fungerer i hverdagen og sommerferien.

I gennemsnit bliver fem opgaver dagligt løst af parathjælpere, og allerede i år har det ført til næsten 900 konkrete hjælpeaktioner. Det spænder bredt: fra at hente medicin til at bære flyttekasser, eller følge nogen til et vigtigt møde.

Ny app gør det lettere at hjælpe

For at følge med efterspørgslen og gøre det nemt at være frivillig, har Røde Kors netop lanceret en ny version af Røde Kors Parat-appen. Her kan frivillige nemt se, om nogen i nærheden har brug for deres hjælp – og sige ja til opgaver, der passer ind i deres hverdag.

“Vi ved, at mange gerne vil hjælpe – men det skal være nemt og kunne passes ind i en travl hverdag og feriekalender.” “Det kræver måske kun en time, men det kan gøre en stor forskel for den, der modtager hjælpen,” siger Anders Ladekarl.

Appen er tilgængelig gratis i både App Store og Google Play fra den 25. juni.
iOS: Røde Kors Parat i App Store
Android: Røde Kors Parat – Apps on Google Play