Nyheder

Noget helt usædvanligt sker i Aalborg Zoo denne weekend: Nu kan gæster komme indenfor i løvernes nye hjem

I weekenden den 24. og 25. oktober får besøgende en helt særlig mulighed for at opleve løvernes nye anlæg indefra, inden dyrene flytter ind. Samtidig vender en tidligere løve tilbage til Aalborg Zoo på en ganske særlig måde.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. oktober 2026

For første gang i Aalborg Zoos historie bliver gæster inviteret helt indenfor i et nyt dyreanlæg, før dyrene tager det i brug.

Lørdag den 24. og søndag den 25. oktober åbner den zoologiske have dørene til løvernes kommende hjem, hvor besøgende kan gå på opdagelse i områder, som normalt er forbeholdt dyrene og deres passere.

Det bliver en enestående mulighed for at opleve, hvordan et moderne løveanlæg fungerer bag kulisserne.

Gæsterne kan gå i løvernes fodspor

I det nye anlæg kan besøgende blandt andet bevæge sig gennem de gange, som løverne fremover skal benytte, og opleve de særlige faciliteter, der er bygget til dyrene.

Anlægget rummer en af Europas største løvestalde og er indrettet med blandt andet særlige fødehuler, træningsområder og mulighed for at opdele anlægget efter behov.

Der er også skabt faciliteter, hvor løverne kan trænes til frivilligt at gå ind i transportkasser.

Direktør i Aalborg Zoo, Thomas Kastrup-Larsen, glæder sig over den særlige mulighed.

– Vi har aldrig før gjort noget lignende. Normalt oplever vores gæster dyreanlæggene udefra, men denne gang vender vi det hele på hovedet og inviterer dem indenfor i løvernes kommende hjem. Det er en helt unik mulighed, som aldrig kommer igen, når først løverne er flyttet ind, fortæller Thomas Kastrup-Larsen, direktør i Aalborg Zoo.

Tidligere løve vender tilbage

Weekenden byder også på et særligt gensyn med den asiatiske hanløve Aakash, som gennem mange år var en del af Aalborg Zoo.

Aakash blev 16 år gammel og blev aflivet i december 2025 som følge af sygdom.

Nu er han blevet udstoppet og vender dermed tilbage til den zoologiske have, hvor gæsterne igen får mulighed for at opleve ham.

Aakash spillede en vigtig rolle i arbejdet med at bevare den truede asiatiske løve. Han blev far til 31 unger og fik desuden 21 børnebørn gennem det europæiske avlsprogram.

– Aakash har betydet rigtig meget for både vores medarbejdere og gæster. Samtidig har han også sat et vigtigt aftryk på arbejdet med at bevare den asiatiske løve ved at bidrage med hele 31 unger og yderligere 21 ”børnebørn” til det europæiske avlsprogram. Derfor er vi også glade for, at vi nu kan fortælle hans historie videre og give vores gæster mulighed for at opleve ham på en helt ny måde, fortæller Thomas Kastrup-Larsen.

Særlig film vises begge dage

Aakashs sidste dag blev fulgt af Emil Poulsen fra DR-programmet Ultra Vildt, der dokumenterede både forløbet og den efterfølgende obduktion.

Programmet bliver vist på storskærm ved ZoofariScenen både lørdag og søndag klokken 14.

Åbent for besøgende hele weekenden

Det nye løveanlæg kan opleves begge dage fra klokken 11 til 16. Her vil medarbejdere fra Aalborg Zoo være til stede og fortælle om byggeriet og de mange særlige løsninger.

Arrangementet finder sted samtidig med havens Halloween-fejring, så besøgende også kan opleve efterårsstemningen og de øvrige aktiviteter.

Aalborg Zoo holder åbent fra klokken 10 til 17 både lørdag den 24. og søndag den 25. oktober.

Det samlede program for weekenden kan findes på Aalborg Zoos hjemmeside.