Kultur

Jonas Mogensen får Danmarkspremiere på nyt onemanshow i Aalborg

Efter 140 udsolgte shows på sin første turné er komikeren klar med SAT, der har premiere i AKKC’s Aalborghallen den 9. september 2027

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 7. september 2026

Efter mere end 140 udsolgte shows på sin første onemandsturné er Jonas Mogensen nu klar til at sætte sig til rette igen. Denne gang er det med hans nye show SAT, der får Danmarkspremiere i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i september 2027.

Showet handler om, hvad der egentlig sker, når man først har fået sig sat. Ifølge Jonas Mogensen kan det være svært at komme videre igen – hvad enten det gælder sofaen, familielivet, realkreditten eller hans eget lidt forstokkede sind. Livet kan til tider føles som én lang jagt på den næste polstrede siddeplads, og netop den jagt er omdrejningspunktet for det nye show, der har premiere torsdag den 9. september 2027 i AKKC’s Aalborghallen.

Turnéen starter i Aalborg – ikke i København

At Danmarkspremieren på Jonas Mogensens show netop lander i Aalborg, er noget helt særligt. Selvom den nordjyske komiker har markeret sig på den danske comedyscene i hele landet, er det langt fra hverdagskost, at et nyt dansk comedyshow får sin officielle premiere uden for København. Når Jonas Mogensen starter sin turné til efteråret, bliver Aalborg altså det første sted i landet, hvor publikum kan opleve det nye onemanshow – ikke helt tilfældigt kaldet SAT.

“Uuuha.., når først man har fået sig sat! Det er jo næsten umuligt at komme videre igen. Hvad enten det er i kløerne på realkreditten, i familielivet eller i sit eget forstokkede sind. Eller bare i sofaen for den sags skyld. Det er så dejligt at sætte sig ned, og livet føles til tider som én stor jagt på den næste polstrede siddeplads. Men der er nogle få ting, der kan få mig til at lette røven. De fleste af dem holder jeg for mig selv, men én af dem er at lave noget stand-up for jer, der har lyst til at se et show. Og bare rolig, I skal sidde ned,” fortæller Jonas Mogensen om det nye show.

Fra Stormester-sejr til 140 udsolgte shows

Gennem de seneste år har Jonas Mogensen slået sit navn fast som en af de mest markante stemmer på den danske og ikke mindst nordjyske comedyscene. I 2015 vandt han talentprisen ved Zulu Comedy Galla, og siden har han gjort sig bemærket både på livescenen og på tv. Sammen med Kasper Gross står han blandt andet bag TV 2-serien Minkavlerne, som gennem fire sæsoner blev en regulær seermagnet. I 2021 vandt han femte sæson af TV 2-hittet Stormester, hvor han for alvor gjorde sig bemærket som den gæve og skarpe nordjyde, der ikke lod sig snyde, når det kom til forskellen på en dåseøl og en fadøl.

Senest har komikeren også vist, at han kan fylde landets scener på egen hånd. I 2023 og 2024 tog han på turné med sit første onemanshow, Trummerum, som varede hele ni måneder og endte med 140 udsolgte shows. Der er derfor ingen tvivl om, at der er lagt op til noget stort, når Jonas Mogensen igen byder indenfor – for selvom komikeren denne gang har sat sig, er der heldigvis stadig fart på humoren.

Sådan køber du billetter

Billetter til Jonas Mogensen – SAT torsdag den 9. september 2027 klokken 18.00 (Danmarkspremiere) i AKKC/Aalborghallen er i salg nu. Billetterne kan købes i AKKC’s billetkontor mandag og fredag klokken 13-15, på telefon 9935 5566 eller via akkc.dk.

Billetprisen er 335-365 kroner inklusive gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50 procent rabat til studerende – læs mere på akkc.dk/study-tickets. Der tillægges et “fri transport”-gebyr på 7 kroner per billet.