– Vi er stolte af endnu en gang at kunne afholde så stort et arrangement, der i 2022 samlede 2-3.000 besøgende fra hele Danmark, fortæller Henrik Bugge Mortensen fra Herman Bang Selskabet. Den lille bestyrelse på fem medlemmer har det seneste år arbejdet hårdt på at stable endnu et Litterært Folkemøde på benene – og det bl.a. med at søge fondsmidler og få gode, aktuelle og spændende navne på programmet i denne hyldest af de klassiske danske forfattere. Vi gør det fordi det er spændende at skabe noget sammen, få noget til at vokse og gro, men bestemt også på grund af den store opbakning vi møder både lokalt og fra hele landet, hvilket giver energi til at fortsætte.
6 scener med foredrag, teater, film, musik og debat
Hele KulturStationen og Kinorevuen i Skørping er i brug, når 40 arrangementer skal afvikles i den første weekend af oktober.
– Litterært Folkemøde byder på et særdeles varieret program, der omfatter nogle af tidens markante forfattere, skuespiloptræden med bl.a. Scherfigs ”Det forsømte forår” og Karen Blixens ”Drømmerne”, musikalske fortællekoncerter om bl.a. Morten Nielsen og Johannes V. Jensen, film, debat og mange foredrag, der alle har en spændende indgang til de mange klassiske danske forfattere, fortæller Poul Flou Pedersen, Herman Bang Selskabet. Vi har denne gang hele 6 scener i gang, så publikum får meget at vælge imellem og glæde sig til.
Kommer rejsende til fra hele landet
Det er de klassiske danske forfattere, som f.eks. Henrik Pontoppidan, H. C. Andersen, Martin Andersen Nexø, St. St. Blicher, Karen Blixen, Thit Jensen. Jeppe Aakjær, Kaj Munk og Herman Bang, der er omdrejningspunktet for Litterært Folkemøde.
– Den store sal på KulturStationen er omdannet til en store markedsplads, hvor 25 litterære selskaber rykker ind med stande for at formidle hver deres forfatter, fortæller Elsebeth Møller, Herman Bang Selskabet. De kommer fra hele landet – Martin Andersen Nexø-Selskabet fra Bornholm, H. C. Andersen-Samfundet fra København, J. P. Jacobsen Selskabet fra Thisted osv. På markedspladsen er der rig mulighed for at hente viden, få en snak og blive inspireret.
Stor opbakning til Litterært Folkemøde
Det kræver et solidt økonomisk fundament at kunne arrangere så stor en festival.
– Efter det første Litterære Folkemøde, der blev en stor succes, har vi gjort os en masse erfaringer, men vi har også ambitioner om at skabe et endnu bedre og mere righoldigt Litterært Folkemøde her i 2024, fortæller Birgit Møller Sørensen, Herman Bang Selskabet. For at få opbakning til projektet har vi derfor søgt økonomisk støtte hos en lang række fonde og organisationer. Det er et stort arbejde, men vores idé er heldigvis blevet taget godt imod rigtig mange steder. Vi har således med stor tak modtaget økonomisk støtte til Litterært Folkemøde fra Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje, A.P. Møller Fonden, Statens Kunstfond, VELUX FONDEN, Nordea-Fonden, Skørping-Rebild Lokalråd, Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, Rebild Kommunes Kulturråd, BOGBY9520 og Knud Højgaards Fond.
Stations- og kulturbyen Skørping – centrum for de klassiske danske forfattere
Det færdige program for Litterært Folkemøde 2024 ligger allerede parat på www.hermanbangselskabet.dk og på alle landets biblioteker. Billetsalget er begyndt. Hold også øje med Facebook/Litterært Folkemøde.
– Der skal nok blive rift om billetterne for det er et righoldigt program, fortæller Runa Lauritzen, Herman Bang Selskabet. Jeg har udvalgt et par smagsprøver som f.eks. skuespiller Thure Lindhardt, der kommer med sin Grundtvig fortælling, der indeholder både musik og skuespil, forfatter Jesper Wung-Sung, der fortæller om sin begejstring for H. C. Andersen, som han skriver om i den anmelderroste roman ”Hans Christian”, journalist og forfatter Arne Hardis, der holder foredrag om Hans Scherfig, skuespiller Mogens Holm, der fortæller om Kaj Munks humor og fortællekoncerten om Johannes V. Jensens ”Rejsen” med musikerne Søvad, Grarup og Vardinghus. Og det er som sagt bare et lille udpluk. Der er mulighed for at købe både dags- og weekendbilletter på derudad.dk eller kultunaut.dk.
Herman Bang Selskabet glæder sig til at byde både publikum og de mange litterære selskaber velkommen til Skørping, hvor KulturStationen og Kinorevuen danner den perfekte og hyggelige ramme for Litterært Folkemøde.
Få mere information på www.hermanbangselskabet.dk