Støvring og omegn

Anmodning om planlægning for hotelhytter på Guldbæk Vingård

Anmodning om planlægning for hotelhytter på Guldbæk Vingård, Ærtebjergvej, Guldbæk

Redaktion
Af Redaktion 4. september 2022

Af Klaus Hansen

Teknik og Miljøudvalget i Rebild Kommune holder møde den 7. september 2022, hvor der bl.a. på dagsordenen er:

Guldbæk Vingård ønsker at udvide virksomheden ved at kunne tilbyde overnatning i vinmarkshytter. Der er ansøgt om en restaurant, der også skal fungere som reception samt 12 hytter, der placeres i 3 klynger i tilknytning til vinmarkerne. Hytterne skal drives som hotel. Da projektet ikke er i overensstemmelse med Kommuneplan 2021, skal Teknik og Miljøudvalget tage stilling til om, der skal arbejdes videre med at belyse projektet, inden udvalget skal tage stilling til om planlægningen skal prioriteres til udarbejdelse.

Oversigtskort – Guldbæk Vingård og Projektområde
Visualisering og skitser – Maj 2022
Økologisk forbindelse

Sagsfremstilling
Guldbæk Vingård ligger på Ærtebjergvej i Guldbæk i den nordlige del af landsbyen. Projektområdet ligger på den modsatte side af Ærtebjergvej i tilknytning til den nordlige del af byen. Beliggenheden er vist på oversigtskortet i bilag 1. Vingården oplever en stigende interesse for at besøge vingården til bl.a. rundvisning, vinsmagning, møder og fester.

De ønsker at bygge videre på den interesse ved at etablere en restaurant samt 12 vinmarkshytter til overnatning, der etableres i tilknytning til vinmarkerne. Der er vedlagt visualiseringer og situationsplan i bilag 2. Af situationsplanen fremgår det, at nybyggeri og nye vinmarker etableres vest for Ærtebjergvej, mens den nuværende produktion ligger øst for vejen.

Det kræver tillæg til kommuneplanen og lokalplan at gennemføre projektet. Inden der kan udarbejdes et tillæg til kommuneplanen, skal der afholdes en foroffentlighed for at få borgernes input til ændringen af kommuneplanen. Den kan med fordel afholdes samtidig med, at projektet belyses.

Arealet ligger i landzone og er noteret som landbrugsjord. Dele af arealet anvendes i dag til vinmarker. Arealet er meget kuperet, og restaurant og hytter ønskes indarbejdet i bakketoppene og tilpasset landskabet. De sydvendte bakkeskråninger skal anvendes til vinmarker, så der kommer en hel tæt forbindelse mellem hytterne og vinproduktionen. Visualiseringerne i bilag 2 viser et eksempel på, hvordan hytterne kan integreres i landskabet.

Der er en række forhold, der skal håndteres for, at projektet kan realiseres. En del af det kan håndteres i planlægningen, men kræver også dialog med statslige myndigheder.

Det er begrænset, hvad der kan planlægges for i landzone. Der er imidlertid en mulighed for, at fødevarevirksomheder (herunder vinproducenter) kan etablere eller udvide faciliteter til besøgsturisme, som bidrager til områdets turisme og der er en funktionel sammenhæng mellem fødevarevirksomheden og besøgsfaciliteterne. Derfor vurderes det, at der er mulighed for at planlægge for udvidelsen af vingården.

Når der etableres feriehytter i det åbne land, skal de opføres i overensstemmelse med sommerhusloven eller opfylde lovens hotelbegreb, da de ellers ikke lovligt vil kunne udlejes. Den lovgivning administreres af Bolig- og Planstyrelsen. Guldbæk Vingård har været i dialog med styrelsen, og har fået en tilkendegivelse af, at deres projekt opfylder hotelbegrebet.

Hele arealet er udpeget som bevaringsværdigt landskab i Kommuneplan 2021. Ifølge kommuneplanens retningslinjer skal “De bevaringsværdige landskaber som udgangspunkt friholdes for byggeri og teknisk anlæg, der forringer eller forstyrrer landskabets karakter og oplevelsesværdier”. Bevaringsværdige landskaber er en national interesse, og ministeren skal fremsætte indsigelse mod planer som vurderes at stride mod de nationale interesser. I det tilfælde kan planen ikke vedtages endeligt, før der er opnået enighed med Miljøstyrelsen om indholdet. I den første dialog med styrelsen har den tilkendegivet, at det er svært at indpasse hytter i det bevaringsværdige landskab.

Da landskabet er bevaringsværdigt er der ikke mulighed for at at lave et kommuneplantillæg, der tilpasser udpegningen, hvormed planlægningen kan gennemføres. I stedet skal projektet tilpasses landskabet, så landskabspåvirkningen bliver minimal, hvormed der kan redegøres for, at projektet ikke er i strid med retningslinjen. Det kan fx handle om at tilpasse byggeriet i terrænet, materialevalg, lyspåvirkning og indretning af stier og parkeringspladser. I dialogen med Guldbæk Vingård har der været stor velvilje til at tilpasse projektet undervejs. Der arbejdes fx med at indgrave hytterne i bakkerne, således det er en begrænset, hvor stor en del, der er synligt over bakketoppene.

På baggrund af den første tilkendegivelse fra Miljøstyrelsen, vurderes det, at det kræver et stort stykke arbejde at komme i mål i forhold til landskabstilpasningen. Ansøger er imidlertid motiveret for at finde løsningerne. Derudover er det et projekt, som kan bidrage positivt til turismen i Rebild Kommune. Derfor vurderer forvaltningen, at mulighederne for at gennemføre planlægningen skal afsøges, så projektet kan opføres i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinje om bevaringsværdigt landskab.

Hele arealet ligger indenfor Grønt Danmarkskort i kraft af, at det er udpeget som et potentielt naturområde i Kommuneplan 2021. Ifølge kommuneplanens retningslinjer skal “de store ubrudte natursammenhænge inden for Grønt Danmarkskort bevares og søges forbedret”. I de potentielle naturområder “skal hensynet til naturinteresser varetages i balance med de øvrige interesser i det åbne land. I disse områder må planlægning og administration vedrørende arealanvendelsen og tilstanden ikke forringe muligheden for at forbedre naturkvaliteten for områdets naturtyper.” Grønt Danmarkskort er også en national interesse. Det er imidlertid et potentielt naturområde, hvormed det vurderes, at der kan planlægges for et projekt, som dels tager hensyn til naturudpegningen, og dels åbner mulighed for vingårdens udvidelsesønsker, hvormed projektet kan opføres i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinje om Grønt Danmarkskort og potentielt naturområde. En mindre del er udpeget som økologisk forbindelse. Den udpegning kommer hytterne ikke i konflikt med.

Arealbindingen i form af økologisk forbindelse er vedlagt som bilag 3. Øvrige bindinger er ikke vedlagt som kort, da de omfatter hele projektområdet.

Derudover er der en række forhold, der skal håndteres i planlægningen, som altid er en del af lokalplanlægningen, det er fx trafikale forhold, klimahåndtering og forhold til skovbyggelinje, som omfatter hele arealet.

Generelt for konkrete lokalplaner gælder, at påvirkningen af bæredygtighed er indirekte, idet den reelle påvirkning først sker ved realisering på baggrund af planerne. Da området ikke tidligere er bebygget skabes indirekte en negativ klimapåvirkning, idet nyt byggeri ikke er CO2 neutralt.

Projektet kan medvirke til social bæredygtighed i form af turisme, som også kan gavne i nærmiljøet.

Økonomi
Ingen bemærkninger

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget træffer beslutning om

at der skal arbejdes videre med at belyse projektet, inden udvalget skal tage stilling til om planlægningen skal prioriteres til udarbejdelse
at der igangsættes en foroffentlighed om ændringen af kommuneplanen

Støvring og omegn

Se flere artikler