Kultur
Thomas Helmig sikrede endnu en folkefest i Nørresundby
På en udsolgt aften på Trekanten leverede den rutinerede popveteran fællessang og dans i topklasse – men lyden kunne ikke altid følge med
Thomas Helmig behøver sjældent gøre sig store anstrengelser for at minde om, hvilken position han indtager i dansk popmusik. Hans musik har for længst indtaget rollen som soundtrack til store dele af en hel generations liv, og lørdag aften i Nørresundby blev det endnu en gang bekræftet, da han spillede op til fest og fællessang foran et udsolgt Trekanten.
Aftenen var bygget op omkring Helmigs optræden med Ella Augusta som opvarmning og Jonah Blacksmith som special guest, og forventningerne var tydeligt høje, da hovedpersonen selv indtog scenen i det tidlige mørke på en aften, der stadig havde karakter af sensommer.
Et rutineret repertoire, der stadig virker
Med over 40 år på scenen har Helmig et katalog at trække på, som giver ham et klart forspring på en stor udendørsscene. Med numre som “Stupid Man”, “Malaga”, “Nu hvor du har brændt mig af” og “Jeg tager imod” i repertoiret er der sjældent dødtid i en koncert – sangene er så velkendte, at publikum straks er med, så snart de første toner lyder.
Spørgsmålet ved Thomas Helmig som liveartist i 2026 er derfor ikke, om de gamle sange holder – for det gør de. Det interessante er snarere, hvordan han formår at holde et så indarbejdet repertoire levende, og her lykkes det for ham. Han undlader for det meste at fylde tiden mellem numrene med stand-up-agtige oneliners, hvilket er en fordel, for når musikere pakker deres kunnen ind i smalltalk, virker det ofte mest af alt distraherende. Helmig har ikke brug for den slags – han er stadig en af landets stærkeste liveartister, når han “bare” spiller musik og danser, og begge dele udføres med stor sikkerhed.
Han bevæger sig ubesværet mellem pop, soul og funk, og koncerten undgår at blive en ren paradeforestilling af gamle hits, fordi bandet spiller med både tyngde og præcision, og fordi Helmig selv fortsat har energien til at bære et stort udendørs arrangement uden at skulle ty til unødvendige effekter. Stemmen har naturligt ændret sig gennem årene, men den er fortsat umiskendeligt hans, og koncerten er stærkest, når samspillet mellem stemme, band og velkendte melodier for alvor finder sammen.
Læs også:
Lydproblemer skyggede for dynamikken
Ikke alt fungerede dog lige overbevisende. Flere steder på pladsen var lyden mudret og ujævn, og især Helmigs vokal havde svært ved at trænge ordentligt igennem i perioder. Numrenes arrangementer rummer blæsere, kor og rytmiske detaljer, som kræver plads i lydbilledet, og når det hele bliver presset sammen, mister musikken en del af sin dynamik.
Lydproblemerne fik dog ikke afgørende betydning for publikums reaktion. Helmig befinder sig i den privilegerede situation, at han på de allerstørste numre har flere tusinde ekstra forsangere foran scenen, og når et nummer som “Malaga” sættes i gang, bæres koncerten i lige så høj grad af fællessangen som af det, der kommer ud af højttalerne.
Thomas Helmig er noget, publikum er fælles om – og det var de i høj grad også denne aften i Nørresundby.
Af: Pia Møller Andersen.
Læs også: