Kultur
Politiet opfordrer til tålmodighed, når PostNord Danmark Rundt rammer Nordjylland onsdag
1. etape af det store cykelløb starter og slutter i Aalborg onsdag den 29. juli. Nordjyllands Politi opfordrer trafikanter til at respektere afspærringer og følge anvisninger, mens ruten skaber korte, periodiske lukninger i den nordvestlige del af landsdelen
Onsdag den 29. juli 2026 gennemføres 1. etape af PostNord Danmark Rundt 2026 med både start og mål i Aalborg. Løbet skydes i gang med en “neutral” start på Honnørkajen klokken 13.20, hvorefter ruten går gennem den nordvestlige del af Nordjylland, inden feltet vender tilbage og afslutter etapen i Aalborg Vestby.
Gennemførslen af etapen vil medføre korte og periodiske afspærringer flere steder langs ruten.
Politiet: Respekter afspærringer af hensyn til trafiksikkerheden
Vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Kenneth Ginnerup, opfordrer alle trafikanter til at udvise hensyn under løbet.
“Det er, af hensynet til trafiksikkerheden og fin løbsafvikling, væsentligt, at alle respekterer afspærringer samt følger anvisninger fra politiet, politihjemmeværnet, trafikofficials, m.fl.,” siger han.
Har man ærinder i nærheden af etaperuten på dagen, opfordrer vicepolitiinspektøren til at tage de periodiske afspærringer med ro — eksempelvis ved at køre i god tid, udsætte sit gøremål eller blot stille sig op og nyde synet af de mange ryttere, der passerer.
Læs også:
Udrykningskøretøjer skal have fri bane i en nødsituation
Ginnerup understreger desuden, at hvis der opstår en akut situation, hvor ambulancer eller andre udrykningskøretøjer har brug for at komme frem bag afspærringerne, er det politiet og løbsarrangøren, der hjælper dem igennem.
“I et sådant tilfælde er det naturligvis af særlig vigtighed, at man flytter sig og giver plads og i øvrigt lytter til anvisningerne på stedet – så hjælp kan komme hurtigt og sikkert frem,” pointerer vicepolitiinspektøren.
Ifølge Aalborg Kommune, der er vejmyndighed for etapen, vil der blive etableret afspærringer 5-15 minutter, før rytterne passerer, hvorefter trafikken åbnes igen, når de sidste ryttere er kørt forbi. Kommunen understreger, at de præcise tidspunkter for de korte afspærringer ikke kan oplyses på forhånd, da de afhænger af rytternes hastighed.
Mere information om selve etapen findes på postnorddanmarkrundt.dk, mens Aalborg Kommune har oprettet en særskilt side om trafikforholdene under løbet på aalborg.dk.
Læs også: