Kultur

Nordic Folk Festival vender tilbage til Vitskøl Kloster

Musik, natur og kulturarv smelter sammen, når festivalen samler publikum i Himmerland til juni.

Søren Greve
Af Søren Greve 25. april 2026

Vitskøl Kloster danner igen rammen om Nordic Folk Festival, når arrangementet løber af stablen den 26. til 28. juni 2026. Her inviteres både lokale og besøgende til tre dage med nordisk folkemusik, fællesskab og naturoplevelser i historiske omgivelser ved Limfjorden.

Festivalen har de senere år markeret sig som en særlig oplevelse, hvor koncerter kombineres med aktiviteter i naturen og indblik i områdets kulturarv.

Musik i historiske rammer

Programmet byder i år på en række markante navne inden for moderne nordisk folkemusik. Publikum kan blandt andet opleve MØD OS, Sylfide, Dreamers’ Circus, Marvara og Folkekons fra Syddansk Musikkonservatorium.

Endnu et navn bliver offentliggjort frem mod sommeren.

Koncerterne finder sted midt i det historiske klosteranlæg fra 1158, hvor arkitektur og omgivelser er en aktiv del af oplevelsen.

“Nordic Folk Festival er noget helt særligt, fordi musikken, naturen og historien omkring Vitskøl Kloster skaber en helhed, der rører både nye og erfarne publikummer. Vi er stolte af at samle nogle af Nordens stærkeste musikere i rammer, hvor fællesskab, nærvær og kulturarv går op i en højere enhed,” siger Anne Rom Aaen fra Vesthimmerlands Musikhus ALFA.

Mere end koncerter

Festivalen byder ikke kun på musik. Gæsterne kan også deltage i fællessang, dans og rundvisninger på klosteret, hvor der gives indblik i stedets historie.

Samtidig er der mulighed for at nyde mad lavet på lokale råvarer og tage på opdagelse i naturen omkring Limfjorden.

For alle generationer

Nordic Folk Festival henvender sig til et bredt publikum og lægger vægt på nærvær og fællesskab på tværs af generationer.

Med kombinationen af musik, natur og kulturarv er ambitionen at give gæsterne en samlet oplevelse af Himmerland – både som koncertsted og som destination.