Kultur
Flying Superkids vender tilbage til Hobro med to shows i april
Lokal opbakning fra erhvervslivet har været afgørende for, at det populære gymnastikshow igen kan gæste Hobro Idrætscenter.
Flying Superkids er på vej til Hobro med et nyt show, når truppen gæster Hobro Idrætscenter i april 2026. Der bliver tale om to forestillinger, og ifølge arrangørerne er billetsalget allerede godt i gang.
Årets show kredser om den indsats, der ligger bag optrædenen på scenen. Temaet er en hyldest til at øve sig, gøre sig umage og turde blive bedre.
Lokal støtte banede vejen
Det er ikke en selvfølge, at en produktion i den størrelse kan lægge vejen forbi Hobro. Ifølge Flying Superkids har opbakning fra det lokale erhvervsliv været afgørende for, at forestillingerne er blevet en realitet. Sparekassen Danmark i Hobro har stået i spidsen for støtten.
”Det er længe siden, vi sidst har været i Hobro, og det ville vi rigtig gerne lave om på. Udfordringen for os er, at vores setup efterhånden er så stort, at vi er nødt til at spille to forestillinger, når vi rykker ud. Derfor var det enormt rart og helt afgørende, at Sparekassen Danmark bakkede op. Det hjalp os med at turde tage beslutningen om at komme til Hobro med fuldt setup og to shows”, fortæller Lars Godbersen fra Flying Superkids.
Hos Sparekassen Danmark peger man på, at arrangementet passer naturligt ind i ønsket om at bakke op om lokale oplevelser og fællesskaber.
”Som lokal sparekasse ser vi det som en helt naturlig del af vores DNA at støtte de aktiviteter, der skaber liv, fællesskab og oplevelser i Hobro og omegn. Uanset om det er de lokale foreningers arbejde eller større arrangementer, der samler folk, er det vigtigt for os at bidrage til, at der sker noget i vores område. Derfor var det sund fornuft at bakke op om at få Flying Superkids til Hobro. De bringer en helt særlig glæde, energi og fascination med sig – noget, vi ved, både børn og voksne vil få en fantastisk oplevelse ud af. Vi er stolte over at være med til at gøre det muligt,” fortæller han.
Læs også:
Fra lokal forening til stort show
Flying Superkids har gennem årene udviklet sig fra en lokal gymnastikforening til et kendt underholdningsnavn med shows på højt niveau. Bag produktionen står stadig foreningen i Aarhus Vest, som har 450 medlemmer.
Selvom forestillingen i dag er vokset til et stort show med fart, akrobatik og markante visuelle elementer, er udgangspunktet fortsat den danske foreningskultur, som truppen bygger på.
Årets tema er dedikation
Det nye show sætter fokus på den proces, der ligger bag de færdige præstationer. Ifølge Flying Superkids er budskabet, at dygtighed ikke kun handler om talent, men også om træning, vedholdenhed og viljen til at prøve igen.
Dermed retter forestillingen også blikket mod en hverdag, hvor meget gerne skal lykkes hurtigt. Showet vil i stedet fremhæve værdien i at bruge tid på at lære, øve sig og udvikle sig.
To forestillinger i Hobro
Flying Superkids optræder i Hobro Idrætscenter lørdag den 18. april og søndag den 19. april 2026.
Forestillingen henvender sig til publikum i alle aldre, og billetter kan købes via Flying Superkids’ hjemmeside.
Læs også: