Støvring og omegn

M.C. Hansen og Jacob Chano spiller på STUBhuset

M.C. Hansen og Jacob Chano spiller på STUBhuset

Redaktion
Af Redaktion 1. maj 2022

Af Lone K. Hansen

Den 2. maj kan publikum opleve den prisvindende musiker M.C. Hansen og hans makker Jacob Chano, når de spiller i kulturhuset i Støvring. Koncerten er en del af konceptet PLUS1, hvor man kan tage en ekstra med på sin billet. Der vil være kaffe, kage og tid til at snakke sammen bagefter.

Det er en koncert for alle, der venter, når makkerparret M.C. Hansen og Jacob Chano indtager scenen på STUBhuset mandag den 2. maj. En koncert, som er lagt klokken 13, så alle de, der har lyst til en fællesskabende mandagsudflugt kan deltage. En koncert, der bevidst er lagt på et tidspunkt, hvor koncerter normalt ikke afholdes. Konceptet hedder PLUS1 og beboerne i og omkring Støvring kan glæde sig til flere af dens slags:

Med PLUS1 vil vi gerne styrke fællesskabet og skabe gode oplevelser for et publikum, der kan have svært ved at bruge de lokale kulturtilbud. Billetten giver mulighed for at invitere en ven/nabo/bekendt/fremmed til koncert med musikere, som er valgt ud fra deres evne til at skabe fællesskab, nærvær og en publikumsrelation, fortæller M.C. Hansen, som er en af stifterne bag PLUS1 sammen med netop Jacob Chano og en tredje mand.

Efter koncerten er der kaffe og kaffe, som samler publikum til en uformel snak om, hvad de lige har oplevet, og hvad de går og bakser med i livet.

De gode historier med de finurlige detaljer
Det er de gode historier med finurlige detaljer om det store i det små, der er i fokus, når den prisvindende danske singer/songwriter M.C. Hansen går på scenen med sin makker Jacob Chano.

Den musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og rockmusik til historiefortælling, højskolesangbogen og Benny Andersen. Fra Woody Guthrie, Bob Dylan og Townes Van Zandt til Ulf Lundell og Allan Olsen. På nærmest Niels Hausgaardsk manér leverer M.C. Hansen alle sine historier med lige dele fortællelyst og humor.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en god og lidt anderledes start på ugen, hvor publikum stensikkert får smilet op til begge ører og går lidt lettere fra STUBhuset end de kom.

Støvring og omegn

Se flere artikler