Støvring og omegn
Ansøgning om støtte til anlægsprojekt fra STUBhuset
Ansøgning om støtte til anlægsprojekt fra STUBhuset
Af Klaus Hansen
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget i Rebild Kommune holder møde den 7. september 2022, hvor der bl.a. på dagsordenen er:
Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til STUBhusets ansøgning om kommunal støtte på 100.000 kr. til forbedring af adgangsforholdene ved hovedindgangen til STUBhuset.
Sagsfremstilling
Kultur- og forsamlingshuset STUBhuset beliggende Grangårdsvej 11, 9530 Støvring er et kulturelt og socialt aktivitetshus ejet af Rebild Kommune, der fungerer som mødested for institutioner, foreninger, grupper og enkeltpersoner på tværs af aldersgrupper og andre skel. Den Selvejende Institution STUBhuset modtager årligt et tilskud fra Rebild Kommune og varetager herfor den tekniske drift at huset. Desuden har Den Selvejende Institution STUBhuset ansvaret for den indholdsmæssige drift (kulturelle og sociale aktiviteter) i samarbejde med husets brugere og faste aktører.
I Aftale mellem Rebild Kommune og Den Selvejende Institution STUBhuset omkring driften af Kultur- og Forsamlingshuset STUBhuset fremgår det, at STUBhuset har ansvaret for Udvendigt vedligehold samt ansvaret for Nye installationer/større vedligehold, som dog kun kan finde sted efter særskilt politisk behandling og beslutning. Aftalen er vedlagt som bilag.
STUBhuset har fået et overslag på udgifter til udbedring af adgangsforhold fra Krogh Madsen Arkitekter A/S. STUBhuset ansøger Rebild Kommune om det fulde beløb på 100.000 kr.
Projektbeskrivelse:
Projektets formål er en forbedring af adgangsforholdene ved hovedindgangen, så adgangen bliver niveaufri og med en automatisk dør.
De nuværende adgangsforhold er en stor udfordring for især ældre, handicappede og gangbesværede, da døren er forholdsvis tung og åbner indad, og der er et trappetrin. Det er vanskeligt at komme ind med rollator, og kørestolsbrugere kan slet ikke komme ind via hoveddøren, men må ind via en kort rampe med en stejl stigning og en forholdsvis smal dør.
Der har været faldulykker med både børn og ældre i forbindelse med hovedindgangen.Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen har været i dialog med kommunens byggeteam. De oplyser, at de efter dialog med STUBhuset ikke vurderer, at det er kommunal vedligeholdelsesopgave. Argumentet er, at der ikke er tale om vedligehold af et nedslidt indgangsparti, men ønske om en forbedring af forholdene. Dette er op til STUBhuset at finansiere eller søge midler til.
Økonomi
Der søges om 100.000 kr. Der er ikke afsat midler til forbedring af adgangsforholdene til STUBhuset.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Kultur- Fritids- og Sundhedsudvalget drøfter STUBhusets ansøgning om tilskud på 100.000 kr.
Læs også: