Forbruger

Påskefrokosten eksploderer i pris: Så meget dyrere er de klassiske varer blevet

Klassiske påskevarer er steget mere end både fødevarepriser og inflation

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. marts 2026

Det bliver dyrere for danskerne at invitere til påskefrokost i år. Nye tal viser, at en klassisk indkøbskurv med påskevarer er steget markant i pris de seneste år.

En analyse fra YouGov viser, at prisen på typiske varer til påskebordet er steget med ni procent fra 2023 til 2025. Det er en større stigning end både fødevareinflationen, som i samme periode er steget omkring 5 procent, og den generelle inflation på cirka 2 procent.

Særligt chokolade og fisk trækker priserne op

Ifølge analysen er det især enkelte varer, der har fået priserne til at stige.

Påskechokolade er steget med hele 29 procent, mens fiskefileter er blevet 27 procent dyrere. Sild er samtidig steget med 24 procent i perioden.

“Fødevareinflationen har generelt haft godt fat i mange produktkategorier, men det er interessant at se, at flere af de varer, vi typisk forbinder med en påskefrokost, er steget mere i pris end fødevarepriserne generelt,” siger Charlotte Alring, analytiker hos YouGov.

Bekymring for stigende priser vokser igen

De stigende priser fylder fortsat hos danskerne. I en ny måling fra YouGov svarer 41 procent, at de er bekymrede for prisstigninger i en grad, så det kan påvirke deres indkøbsvaner.

Til sammenligning var det 43 procent i 2022 og 27 procent i 2024.

“Prisstigningerne fylder meget hos danskerne og kan påvirke deres indkøbsvaner. Det bliver derfor interessant at se, om det også kommer til at påvirke traditioner som påske- og julefrokoster – eller om maden på påskebordet har så stor værdi, at danskerne i stedet sparer andre steder,” siger Charlotte Alring.

Indkøbskurven er steget med over 30 kroner

YouGov har taget udgangspunkt i en indkøbskurv med klassiske påskevarer som æg, rejer, rugbrød, røget laks, sild, fiskefilet, påskeøl og chokolade.

I 2023 kostede kurven omkring 404 kroner. I påsken 2025 er prisen steget til cirka 440 kroner – en stigning på ni procent.

Analysen bygger på data fra YouGovs husstandspanel med 8.000 danske husstande samt en europæisk undersøgelse af forbrugeradfærd.