Erhverv

Offentlige toiletter skuffer brugerne: Nyt initiativ skal hjælpe virksomheder

Tork lancerer globalt initiativ, der skal gøre offentlige toiletter renere, tryggere og mere tilgængelige for flere brugere.

Søren Greve
Af Søren Greve 31. maj 2026

Offentlige toiletter spiller en større rolle for gæsteoplevelsen, end mange virksomheder måske er klar over.

Dårlige toiletforhold kan få gæster til at bruge færre penge, forlade et sted tidligere eller helt undgå at komme igen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Tork, der nu lancerer initiativet Better Hygiene for All.

Hver anden oplever barrierer

Ifølge Tork oplever hver anden person én eller flere barrierer i forbindelse med hygiejne på offentlige toiletter. Samtidig lever kun ét ud af fem toiletter op til brugernes forventninger til renlighed.

Barriererne kan blandt andet handle om dispensere, der er svære at nå eller betjene, støj fra lufttørrere, trange rum, håndsæbe, manglende renlighed eller omgivelser, der skaber utryghed.

Det kan især påvirke børn, ældre, gravide og personer med eksempelvis sensitiv hud, kroniske smerter, angst, klaustrofobi eller lyd- og sansefølsomhed.

Skal samle viden og løsninger

Better Hygiene for All skal hjælpe virksomheder, facility managers og rengøringsansvarlige med at skabe bedre toiletmiljøer.

Initiativet samler viden, guides og konkrete anbefalinger til, hvordan offentlige toiletter kan fungere bedre for alle.

“Offentlige toiletter er en vigtig del af den samlede oplevelse af et sted. Når toiletmiljøet ikke fungerer, kan det skabe utryghed, ubehag og praktiske udfordringer for langt flere mennesker, end man måske forestiller sig. Derfor er der behov for mere viden og mere konkrete løsninger, som kan hjælpe virksomheder med at indrette toiletter, der fungerer bedre for alle,” siger Bjarke Bergqvist, Customer Marketing Manager hos Tork i Danmark.

Fagfolk inviteres med

Tork inviterer samtidig fagfolk og eksperter til at dele erfaringer og idéer gennem et globalt ekspertnetværk.

Netværket skal samle blandt andre facility managers, rengøringsprofessionelle, arkitekter, eksperter og hygiejnespecialister, så deres viden kan bidrage til nye løsninger.

Anerkendt internationalt

Better Hygiene for All bygger videre på Torks arbejde med inkluderende hygiejne.

Initiativet blev tidligere i år anerkendt med Amsterdam Innovation Award 2026 i kategorien “Sustainability & Environment” under Interclean Amsterdam.

Undersøgelsen bag initiativet bygger på svar fra 11.500 personer i 11 lande samt 1.000 rengøringsmedarbejdere.