Forbruger

Nyt betalingsberedskab: Du kan betale uden internet i op til syv dage

Dagligvarebutikker er klar – og apoteker følger efter senere på året

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. april 2026

Danskerne kan nu betale med kort og mobil i op til syv dage, selv hvis internettet går ned. Et nyt betalingsberedskab er nemlig taget i brug i de fleste landsdækkende dagligvarekæder.

Det oplyser Betalingsrådet, som fredag har offentliggjort en statusrapport om arbejdet med at sikre betalinger i tilfælde af nedbrud.

Klar til nedbrud i betalingssystemet

Det nye beredskab betyder, at voksne danskere med et betalingskort fra Dankort, Mastercard eller Visa fortsat kan betale i butikker – også hvis kortsystemer eller internet ikke virker.

“Vi har nu et kortbetalingsbedskab i Danmark, der virker hos de fleste dagligvarekæder og giver danskerne mulighed for at kunne betale for fødevarer med kort og wallets som Apple Pay og Google Pay i mindst syv dage, hvis internettet ikke virker,” siger Ulrik Nødgaard, direktør i Nationalbanken og formand for Betalingsrådet.

Også betaling med mobil virker offline

En særlig del af løsningen er, at betalinger med mobiltelefon – såkaldte wallets – også fungerer uden internet.

”Vi er landet på en teknisk løsning, der også gør det muligt at betale med mobiltelefonen – altså med en wallet – offline. Dermed passer løsningen til danskernes foretrukne betalingsmåder,” siger Ulrik Nødgaard.

Udrulning til apoteker på vej

Beredskabet er allerede implementeret i de fleste dagligvarekæder i landet. Ifølge Betalingsrådet vil løsningen også blive indført på alle danske apoteker i løbet af september.

Ordningen omfatter både nye tekniske løsninger og procedurer, der gør det muligt for butikker at modtage betalinger offline i mindst syv dage.

Resultat af flere års arbejde

Arbejdet med betalingsberedskabet begyndte i slutningen af 2023 og har krævet samarbejde mellem en lang række aktører i betalingssektoren.

”Det er et stort arbejde, som nu er ved at være tilendebragt, efter Betalingsrådet tog initiativ til arbejdet i slutningen af 2023. Det har krævet udrulning af nye tekniske løsninger, samarbejde på tværs og god vilje hos alle relevante aktører at få det til at lykkes,” slutter Ulrik Nødgaard.

Mange butikker er med

Beredskabet dækker en lang række dagligvarekæder, herunder blandt andre Netto, Føtex, Bilka, REMA 1000, Coop-butikkerne og flere kæder under Dagrofa.

Betalingsrådet består af blandt andre Nationalbanken, Finans Danmark, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk og arbejder for at gøre betalinger i Danmark sikre og effektive.