Familie
Landsindsamling i gang: 18.300 frivillige samler ind til børn i krise
Pengene skal sikre døgnåben hjælp til børn og unge via BørneTelefonen og HØRT
Søndag den 22. marts 2026 ringer det på dørene i tusindvis af danske hjem. Børns Vilkår afholder sin årlige landsindsamling, hvor 18.300 frivillige indsamlere er gået på gaden for at samle penge ind til organisationens rådgivningstilbud til børn og unge.
Indsamlingen har til formål at sikre, at BørneTelefonen og rådgivningen HØRT fortsat kan holde åbent døgnet rundt, så børn og unge altid kan få hjælp – både via telefon, sms og chat.
Stort behov for hjælp
Ifølge Børns Vilkår er behovet for rådgivning markant. Sidste år havde organisationens tilbud næsten 64.000 samtaler med børn og unge.
”Alt for mange børn og unge lever med mistrivsel, svigt og ensomhed. Når de ikke har andre at gå til, skal vi være der. Det kan vi blandt andet, fordi så mange indsamlere går på gaden for os og samler ind til BørneTelefonen og HØRT. Det er rørende at opleve den stærke opbakning til vores sag. Den betyder alt, for behovet for rådgivning er stort,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår.
Henvendelserne spænder bredt – fra forelskelse og kropslige forandringer til alvorlige emner som ensomhed, vold og selvskade.
Læs også:
Nætterne er sværest
Særligt i aften- og nattetimerne er behovet for hjælp stort, og samtalerne bliver ofte mere alvorlige.
”Hver aften går jeg en tur og hver gang går jeg forbi det sted, jeg har tænkt mig at gøre det. Jeg hader mit liv, jeg hader mig selv, jeg hader alt. Jeg gider virkelig ikke mere […] Det her er mit sidste forsøg på at søge hjælp,” skriver en dreng på 17 år.
Ifølge Børns Vilkår er det netop i de mørke timer, at mange børn og unge har mest brug for nogen at tale med.
”For mange børn og unge er nætterne de sværeste. Tankerne kan løbe løbsk, og livet føles alt for tungt. Det er ikke usædvanligt, at vi taler med børn og unge, som står i en så akut situation, at de har brug for øjeblikkelig hjælp. Deres problemer bliver så overvældende i mørket, at de bliver til fare for sig selv. Derfor er det helt afgørende, at vi holder åbent om natten, så deres råb om hjælp kan blive hørt og mødt,” siger Rasmus Kjeldahl.
Sådan kan man bidrage
Indsamlingen foregår både fysisk og digitalt. Borgere kan også støtte ved at oprette en online indsamling.
De fyldte indsamlingsbøtter kan afleveres flere steder i den kommende tid:
- Imerco til og med onsdag den 25. marts
- Bog & idé og Legekæden til og med lørdag den 28. marts
- Jyske Bank-afdelinger med mønttæller til og med den 1. april
Børns Vilkår driver de døgnåbne rådgivningstilbud BørneTelefonen og HØRT, hvor børn og unge kan få hjælp via telefon på 116 111, sms eller chat.
Læs også: