Erhverv

ITD-formand slår alarm: Manglen på chauffører kræver politisk handling

Rekrutteringskrisen i transportbranchen er blevet så alvorlig, at lastbiler flere steder står stille, lyder det fra den genvalgte formand for ITD

Søren Greve
Af Søren Greve 31. marts 2026

Manglen på chauffører er blevet en så stor udfordring for transportbranchen, at den nu kræver politisk handling. Det budskab kom fra den genvalgte formand for brancheorganisationen ITD, John Agervig Skovrup, på organisationens generalforsamling lørdag.

Ifølge ITD er chaufførmangel og pressede rammevilkår i dag blandt de største problemer for vognmandsbranchen. Hvis udviklingen fortsætter, kan det få konsekvenser både for branchen og for Danmarks konkurrenceevne.

Lastbiler står stille

John Agervig Skovrup peger på, at manglen på arbejdskraft allerede mærkes tydeligt rundt i landet.

“Branchen mangler chauffører i en sådan grad, at lastbiler flere steder må holde stille – ikke fordi der mangler opgaver, men fordi der mangler chauffører. Det påvirker leveringssikkerheden og rammer både virksomheder og kunder. I sidste ende er det en trussel for Danmarks konkurrenceevne,” sagde John Agervig Skovrup.

Hver tredje rekruttering forgæves

Tallene peger ifølge ITD i samme retning. Brancheorganisationen henviser til tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som viser, at næsten hver tredje rekruttering af chauffører var forgæves fra marts til august 2025. Det svarer til 2.090 forgæves rekrutteringer. Samtidig oplyses det, at over halvdelen af de virksomheder, der har svært ved at rekruttere, oplever produktionsbegrænsninger som følge af manglen på arbejdskraft.

Vil have flere unge ind i branchen

Ifølge ITD-formanden skal der nu sættes mere målrettet ind for både at rekruttere og fastholde chauffører.

“Vi tager ansvar og kommer til aktivt at byde ind med konkrete løsninger, der kan styrke rekrutteringen til branchen. Vi skal have flere unge ind, og vi skal blive bedre til at fastholde de chauffører, vi allerede har. Manglen på arbejdskraft bliver et af vores klare fokusområder fremadrettet,” slog John Agervig Skovrup fast.

Kun omkring syv procent af chaufførerne i Danmark er i dag under 25 år, og det er ifølge ITD et tegn på, at branchen i højere grad skal lykkes med at tiltrække unge.

Fokus på rammevilkår

På generalforsamlingen blev der også peget på behovet for bedre rammevilkår for transportvirksomhederne.

Ifølge ITD er det ikke nok at tale om mangel på arbejdskraft alene. Der skal også politiske løsninger til, hvis branchen fortsat skal kunne levere og udvikle sig.

John Agervig Skovrup blev genvalgt som formand for ITD på organisationens generalforsamling lørdag.