Invitationer til nordjyske sæsonvaccinationer sendes ud fra i dag

10. september 2024

Fra i dag, 10. september, begynder der er at gå invitationer ud til målgruppen for sæsonvaccination for influenza og covid-19. Du kan bestille tid, når du modtager invitationen. Vaccinationerne foregår fra 1. oktober, når der åbner flere vaccinationstilbud i alle nordjyske kommuner.

Fra 10. september begynder alle, der er 65 år eller ældre, at modtage tilbud om at blive vaccineret mod influenza og covid-19 fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut enten som digital post eller som fysisk brev.

Efter man har modtaget invitationen, vil det være muligt at booke tid til vaccination for begge dele på samme tid på vacciner.dk eller for andre, hvis man har en fuldmagt. Selve vaccinationerne vil finde sted fra 1. oktober med flere vaccinationsmuligheder i alle nordjyske kommuner.  

– Der bliver løbende tilføjet nye tider, så hvis du ikke kan finde en tid første gang, du logger ind, så prøv igen senere. Der vil være tider og vacciner nok til, at alle i målgruppen nok skal kunne blive vaccineret i løbet af vaccinationssæsonen, siger Heidi Ettrup Vejen, faglig leder af de regionale vaccinationscentre.

I år løber vaccinationssæsonen fra 1. oktober til 20. december 2024. Fra tidligere år er erfaringen, at der ofte er rift om tiderne, når der åbnes for booking. Der er dog ingen grund til panik, hvis man ikke bliver vaccineret allerede i starten af oktober.

– Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger er det ikke vigtigt, at du bliver vaccineret med det samme, men at du sørger for at blive vaccineret i løbet af vaccinationsperioden, siger Heidi Ettrup Vejen.

Flere vaccinationstilbud i alle kommuner

I hver af de nordjyske kommuner er der flere muligheder for at blive vaccineret.

– Der oprettes et regionalt vaccinationscenter i hver kommune, som suppleres af en række mindre vaccinationssteder, hvor der er længere til en by med et center. Der vil være åbningsdage fra den 1. oktober og frem til sæsonen slutter 20. december, siger Heidi Ettrup Vejen.

De mindre vaccinationssteder drives af Danske Lægers Vaccinations Service, som i år er blevet tildelt opgaven som privat leverandør af vaccinationssteder. De har oprettet 25 vaccinationssteder i Region Nordjylland som supplement til regionens eget tilbud, og dem bestiller du tid til på samme måde som regionens tilbud via vacciner.dk.

Det er ikke muligt at blive vaccineret på apotekerne i denne sæson.

Ud over vaccinationsstederne i kommunerne vil der også i år været et hold, der kører ud og vaccinerer borgere på de nordjyske plejehjem, botilbud, eget hjem med mere.

Hotline står klar til at hjælpe

Hvis du har problemer med at booke tid eller andet i forbindelse med vaccinationssæsonen, så har Region Nordjylland oprettet en vaccinationshotline.

Alle hverdage fra 8.30-15.00 kan man ringe på 97 64 84 63, hvor et hold medarbejdere sidder klar til at svare på spørgsmål.

Det er også via vaccinationshotlinen, det er muligt at blive visiteret til vaccination i eget hjem, hvis du grundet enten fysiske eller psykiske udfordringer ikke kan forlade egen bolig – ej heller med ledsagelse.

Yderligere informationer

  • Invitationerne til vaccination går ikke ud på en gang, men bliver sendt ud løbende i perioden 10. september til 1. oktober. Vær derfor tålmodig og afvent, hvis du ikke allerede har modtaget en invitation 10. september.
  • Hvis du er under 65 år og anbefales vaccination, fordi du er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, modtager du ikke en invitation fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, men du kan lave en selvhenvisning via en tro- og loveerklæring og efterfølgende selv bestille tid på vacciner.dk fra 26. september 2024.
  • På regionens hjemmeside, Sæsonvaccination mod influenza og covid-19 (rn.dk), kan man læse mere om vaccinationstilbuddet. Her kan du også finde mere information om alle vaccinationssteder og åbningstiderne for vaccinationsstederne.
/ritzau/