Helbred

Hospitaler vil sætte fart på nye sundhedsløsninger

En ny national satsning skal hjælpe flere idéer fra hospitalerne hele vejen fra udvikling til behandling af patienter

Søren Greve
Af Søren Greve 12. juni 2026

Danske hospitaler skruer nu markant op for arbejdet med sundhedsinnovation.

Med en bevilling på 286 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og medfinansiering fra de danske regioner bliver den nationale innovationsplatform BETA.HEALTH udvidet frem mod 2031. Målet er at få flere nye løsninger fra idéstadiet og ud i den kliniske hverdag, hvor de kan gøre en konkret forskel for patienter og sundhedspersonale.

Flere ældre og færre hænder

Sundhedsvæsenet står over for store udfordringer med flere ældre, flere patienter og mangel på sundhedspersonale. Derfor skal hospitalerne finde nye måder at behandle og hjælpe patienter på.

BETA.HEALTH skal frem mod 2031 støtte mere end 400 innovationsprojekter fra hospitaler i hele landet. Platformen drives af de fem regionale universitetshospitaler: Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Sjællands Universitetshospital.

Resultater fra de første år

Siden 2022 har BETA.HEALTH støttet 123 innovationsprojekter. Projekterne har blandt andet tiltrukket mere end 325 millioner kroner i ekstern finansiering, ført til 18 startups og påvirket mere end 640.000 patienter direkte eller indirekte.

Blandt eksemplerne er hurtigere vurdering af hudkræft hos praktiserende læger, udredning af livmoderhalskræft, der kan gå fra flere uger til behandling samme dag, og tusindvis af narkosekonsultationer, som patienter kan klare hjemmefra.

Skal gavne patienter i hele landet

Ifølge hospitalerne skal den fælles satsning sikre, at gode løsninger ikke stopper ved en afdelings- eller regionsgrænse.

“Med sundhedsreformen er innovation blevet en kerneopgave for hospitalerne på linje med behandling, forskning og uddannelse. Det ansvar tager vi på os i fællesskab. Det er den eneste realistiske vej til at sikre, at de bedste løsninger ikke standser ved en afdelings- eller regionsgrænse, men når patienterne i hele Danmark,” siger Søren Pihlkjær Hjortshøj, lægefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital.

Den nye fase blev lanceret på Folkemødet torsdag den 11. juni 2026.