Forbruger

Her er planen for renere drikkevand – 110 millioner kroner på vej

PFAS er fundet i flere danske vandforsyninger – og nu skal det stoppes. En ny pulje på 110 millioner kroner skal sikre rent drikkevand og hjælpe forsyninger med at rense for de sundhedsskadelige kemikalier. Pengene bliver fordelt fra 2025, og du kan læse her, hvem der kan få støtte, og hvad den skal bruges til.

Her er planen for renere drikkevand – 110 millioner kroner på vej
(foto: Adobe)
Af Rikke Lund 22. maj 2025

Ny bekendtgørelse på vej

Regeringen har sat 110 millioner kroner af til at beskytte danskerne mod PFAS i drikkevandet. Det sker som en del af PFAS-handlingsplanen og skal blandt andet hjælpe vandforsyninger med at rense for de såkaldte evighedskemikalier, som ikke hører hjemme i vores miljø – og slet ikke i det vand, vi drikker.

Bekendtgørelsen, som fastlægger rammerne for tilskuddene, er nu sendt i høring og ventes at træde i kraft efter sommerferien. Tilskudspuljen åbner for ansøgninger i anden halvdel af 2025.

Overraskende fund: Næsebakterier kan beskytte mod dødelige sygdomme

Læs også: Overraskende fund: Næsebakterier kan beskytte mod dødelige sygdomme

Her bliver hjælpen prioriteret

Puljen på 110 millioner kroner bliver især rettet mod vandforsyninger, hvor der allerede er fundet PFAS i for høje koncentrationer. Disse steder vil få prioritet til støtte til blandt andet rensning, nye boringer og etablering af forsyningsledninger.

Derudover kan forsyninger, hvor PFAS-niveauet er stigende – men stadig under grænseværdien – også få del i tilskuddet. Her kan støtten dække op til 50 procent af de samlede udgifter.

Miljøstyrelsen har oplyst, at seks vandforsyninger i Danmark allerede har registreret overskridelser, mens flere andre har fundet stigende værdier under grænseværdien.

Rent vand og skrappe regler

Tilskuddene til rensning er blot én del af den samlede PFAS-handlingsplan, som Folketingets partier blev enige om i maj 2024. Ud over støtte til drikkevand, bliver der også afsat 100 millioner kroner til at fjerne PFAS fra forurenet jord.

Samtidig skærpes reglerne for produkter med PFAS. Fra 1. juli 2026 bliver det forbudt at sælge og importere tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS i Danmark – og allerede fra januar 2026, hvis produkterne sælges fra eksisterende lagre.

Danmark arbejder desuden aktivt for et forbud mod PFAS i hele EU.

Et kemisk problem, der ikke forsvinder af sig selv

PFAS kaldes evighedskemikalier, fordi de ikke nedbrydes naturligt i miljøet. De ophobes i både mennesker og dyr og kan være årsag til alvorlige sygdomme. Derfor er det afgørende, at forureningen bliver håndteret nu – også selvom mange udledninger allerede er stoppet.

En samlet indsats skal sikre, at problemerne ikke vokser. Derfor skal overvågningen af PFAS styrkes – både i vand, fødevarer og hos mennesker – og borgere og virksomheder skal have tydelig information om risici og løsninger.

Kartofler som medicin: Ny banebrydende forskning skal hjælpe kræftpatienter med knogleskader

Læs også: Kartofler som medicin: Ny banebrydende forskning skal hjælpe kræftpatienter med knogleskader

Færgekroen Hadsund fejrer årets studenter med gratis bobler og rabat

Læs også: Færgekroen Hadsund fejrer årets studenter med gratis bobler og rabat

Tilmeld dig vores nyhedsbrev