Forbruger
Hedebølge presser elprisen: August på vej til at blive årets dyreste måned
Elpriserne ligger højt i august, og fredag aften topper den rene elpris på knap 2,30 kroner pr. kWh. Midt på dagen har priserne til gengæld været blandt årets laveste.
Varmen i Danmark og resten af Europa kan mærkes på elregningen. Halvvejs gennem august ligger den gennemsnitlige elpris på 0,87 kroner pr. kWh i Vestdanmark og 0,89 kroner i Østdanmark.
Dermed er august på vej til at blive den dyreste måned for el i 2026 indtil videre, oplyser Norlys.
Fredag den 14. august kan temperaturen nå omkring 30 grader flere steder i Danmark, mens store dele af Europa er ramt af hedebølge. Fredag aften klokken 19.45 topper den rene elpris på knap 2,30 kroner pr. kWh i både Øst- og Vestdanmark.
Varme og mindre vind presser priserne
Ifølge Norlys skyldes de høje priser blandt andet, at varme får efterspørgslen efter strøm til at stige, samtidig med at vindproduktionen har været begrænset.
»Når vi ser hedebølger, stiger elforbruget helt automatisk ret markant. Der bruges mere strøm til køling af både boliger, kontorer og virksomheder, og det øger efterspørgslen på tværs af det europæiske elmarked. Samtidig har vi ikke haft så meget vindproduktion, og det giver nogle ret høje elpriser, og da Danmark er tæt forbundet med resten af Europa, mærker vi også konsekvenserne,« siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ energiforretning.
Prisen på naturgas er ifølge Norlys også med til at presse elpriserne op. Når produktionen af grøn energi ikke er stor nok til at dække forbruget, suppleres der blandt andet med strøm fra gasfyrede kraftværker.
Usikkerhed om transporten gennem Hormuz-strædet har samtidig været med til at holde gaspriserne oppe.
Læs også:
August overgår foreløbig juni
Sommeren har generelt været varm. I juni blev der ifølge Norlys målt op til 37 grader visse steder i landet.
Den måned endte den gennemsnitlige elpris på 0,82 kroner pr. kWh i Vestdanmark og 0,81 kroner i Østdanmark. De foreløbige priser i august ligger altså højere.
Billig strøm midt på dagen
Selvom gennemsnitsprisen er høj, har august også budt på nogle af årets laveste elpriser.
Mellem klokken 13 og 15 har den rene elpris været helt nede omkring 0,12 kroner pr. kWh i gennemsnit. Det skyldes især den store produktion fra solceller, når solen står højest på himlen.
»Elpriserne svinger mere, end vi er vant til, og det giver både udfordringer og muligheder. Når solen producerer masser af strøm midt på dagen, kan priserne falde markant, selv i en måned som denne hvor gennemsnittet er højt. Derfor kan der være rigtig mange penge at spare, hvis man er opmærksom på, hvornår man bruger strømmen,« siger Ellen Trolle.
Norlys anbefaler derfor forbrugerne at følge elpriserne løbende og planlægge strømforbruget efter, hvornår priserne er lavest.
Den rene elpris er ikke det samme som den samlede pris på elregningen. Oven i prisen kommer blandt andet eltarif til Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab.
Læs også: