Helbred

Flertal i Folketinget vil have national demenspakke

Ny undersøgelse viser bred politisk opbakning til en demenspakke på linje med kræftpakkerne – nu efterlyser Ældre Sagen hurtig handling

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 7. maj 2026

Et stort flertal af Folketingets medlemmer bakker op om at indføre en national demenspakke efter samme model som kræftpakkerne. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion.

Ifølge undersøgelsen har 109 folketingsmedlemmer besvaret spørgsmålet om en demenspakke, og 106 af dem har svaret, at de er delvist eller helt enige i forslaget.

Hos Ældre Sagen vækker resultatet stor tilfredshed.

“Når et stort flertal bakker op om en demenspakke på linje med kræftpakkerne, er signalet entydigt. Mennesker med demens skal have samme rettigheder som andre patientgrupper,” siger Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen.

Opfordrer til hurtig handling

Ældre Sagen mener, at tiden er inde til politisk handling frem for flere diskussioner.

“Det er tid til at handle og ikke diskutere. Løsningen er klar, og der er bred enighed. En demenspakke er en investering i værdighed, kvalitet og bedre forløb og den kan samtidig forebygge unødvendige indlæggelser,” siger Michael Teit Nielsen.

Han peger samtidig på, at et kommende regeringsgrundlag bør tage højde for det stigende antal mennesker med demens.

Store forskelle rundt i landet

Ifølge Ældre Sagen er hjælpen til mennesker med demens i dag meget forskellig afhængigt af, hvor i landet man bor.

“Et demensforløb må ikke være tilfældigt. Klare rettigheder giver tryghed for både den demensramte og de pårørende. I dag er det alt for ofte den enkelte kommunes økonomi, der afgør, hvilken hjælp man får,” siger Michael Teit Nielsen.

Han mener, at demensområdet i mange år er blevet nedprioriteret sammenlignet med andre sygdomsområder.

Vil løfte indsatsen

Ældre Sagen understreger, at demens er en alvorlig sygdom, som bør behandles på samme niveau som andre store sygdomme.

“Demens er en alvorlig og dødelig hjernesygdom og en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Alligevel behandles området markant ringere end andre sygdomme. Demens er en sygdom ligesom kræft og hjertekarsygdomme, og indsatsen bør styres af evidens og faglighed ikke tilfældige løsninger fra kommune til kommune. En samlet demenspakke er et nødvendigt løft for at bringe indsatsen på niveau med for eksempel kræftforløb,” siger Michael Teit Nielsen.

Han afslutter med en klar opfordring til Folketinget:

“Der er opbakning, der er viden, og der er behov. Nu mangler vi kun handling. Politikerne bør få stemt demenspakkerne igennem hurtigst muligt.”