Forbruger

Fastgjorte låg sikrer mere genanvendelse

Efter EU-direktivet om fastgjorte låg trådte i kraft sidste år, bliver 99% af alle pantede flasker nu afleveret med låg, viser en opgørelse fra Dansk Retursystem. Det svarer til 126 tons plastik, der nu genanvendes i stedet for at ende som affald.

Fastgjorte låg sikrer mere genanvendelse
Foto: Ty Stange - Dansk Retursystem
Af Nanna Madsen 20. februar 2025

Forbrugerne har taget de nye låg til sig

På kort tid har danske forbrugere vænnet sig til de fastgjorte skruelåg på plastflasker. Når flaskens indhold er drukket, forbliver låget nemlig på, indtil flasken pantes. Ifølge Dansk Retursystem returneres 99% af alle plastflasker nu med låget på, hvilket er en markant stigning fra tidligere, hvor tallet lå på 90%.

”Vi er imponerede over, at danskerne i så stor stil har taget de nye låg til sig og lader dem sidde på flasken, når den pantes. Det betyder, at lågene indsamles hos os, og vi kan sikre, at plasten fra lågene bliver genanvendt. Samtidig kan vi se, at producenterne har arbejdet med at udvikle nye lågtyper, der imødekommer både funktionalitet og brugervenlighed”, siger Dansk Retursystems direktør for Cirkulær Økonomi, Heidi Schütt Larsen. 

Det betyder, at yderligere 60 millioner låg årligt bliver genanvendt, svarende til 126 tons plastik, der undgår at ende som affald eller i naturen. Det er godt for både klima og miljø, da plastlågene genanvendes til nye produkter. 

Danskernes favoritapps: Fra MobilePay til meditation og investering

Læs også: Danskernes favoritapps: Fra MobilePay til meditation og investering

En enkel løsning med stor effekt

For at informere forbrugerne om de fastgjorte låg lancerede Dansk Retursystem kampagnen “Gør ingenting”. Budskabet var simpelt: Forbrugerne skulle blot lade låget sidde på flasken og pante, som de altid har gjort. 

Det nye EU-direktiv, der trådte i kraft den 3. juli 2024, fastsætter, at plastikflasker og kartoner med plastlåg kun må sælges, hvis lågene forbliver fastgjorte til beholderen, selvom de kan skrues af og på. Direktivet gælder for drikkevarebeholdere op til 3 liter med plastlåg og kartoner med plastindhold. Dette lovkrav er en del af EU’s Single Use Plastic (SUP)-direktiv og gælder i samtlige EU-lande. 

Kilde: Ritzau

Konfirmation og pengegaver: Kend skattereglerne og undgå overraskelser

Læs også: Konfirmation og pengegaver: Kend skattereglerne og undgå overraskelser

10 år med bevægelse: Visionen bag Danmarks største idrætsinitiativ

Læs også: 10 år med bevægelse: Visionen bag Danmarks største idrætsinitiativ

Tilmeld dig vores nyhedsbrev