Helbred

En million danskere er ramt: Alvorlig stress vækker stor bekymring

Nye tal viser, at omkring en million danskere i arbejde har et bekymrende højt stressniveau. For 180.000 er situationen så alvorlig, at der kan være behov for akut behandling eller sygemelding.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. oktober 2026

Stress er blevet et omfattende problem på det danske arbejdsmarked. En ny analyse viser, at omkring en million danskere i job har et stressniveau, der giver anledning til bekymring.

Tallene fremgår af et bilag i Dansk Arbejdsgiverforenings nyeste analyse og bliver fremhævet af hovedorganisationen Akademikerne.

Blandt de stressramte har 180.000 personer et så højt stressniveau, at det efter kriterierne i Lægehåndbogen kræver behandling med akutte tiltag som eksempelvis sygemelding.

Udviklingen vækker alvorlig bekymring hos Akademikernes formand, Tomas Kepler.

– Jeg er helt i chok over, hvor galt det står til. Det kan resultere i et kæmpe boom af sygemeldinger og i værste tilfælde langt flere endegyldige tilbagetrækninger fra arbejdsmarkedet, end vi allerede ser, og som vi som samfund kan holde til, siger Tomas Kepler, der er formand for Akademikerne, som repræsenterer 28 fagforbund med en halv million medlemmer.

Markant flere oplever stress

Akademikerne har i en ny analyse gennemgået en række af de største undersøgelser af stress blandt danskere i arbejde.

Undersøgelserne viser, at andelen af stressramte er steget markant gennem de seneste år.

I 2013 var andelen 13,4 procent, mens den i 2025 var oppe på omkring 33 procent i nogle undersøgelser.

Samtidig oplever flere pensionskasser, at et historisk stort antal danskere må forlade arbejdsmarkedet på grund af psykiske problemer som stress, angst og depression.

Hos Pensionskassen for Akademikere, P+, havde 28 procent af modtagerne af invalidepension i 2024 stress, angst eller depression. Blandt nye ansøgere samme år var andelen 45 procent.

Stress koster samfundet milliarder

Problemet har ikke kun konsekvenser for den enkelte medarbejder og arbejdsplads.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at arbejdsrelateret stress reducerer arbejdsudbuddet med mere end 55.000 personer og medfører et årligt velstandstab på næsten 55 milliarder kroner.

Tomas Kepler frygter, at udviklingen kan få endnu større konsekvenser.

– Stresssygen i Danmark kan bedst beskrives som en rullende snebold. Tiltagende flere er påvirkede af symptomer, der ubehandlede kan ende i sygemeldinger og i de værste tilfælde flere og flere evnen til helt at gå arbejde. Hvis vi ikke får knækket kurven, risikerer vi at svække arbejdsstyrken så markant, at det påvirker økonomien til vores fælles velfærd og sikkerhed, siger Tomas Kepler.

Arbejdspladsen spiller en afgørende rolle

Selvom stress kan have mange forskellige årsager, peger undersøgelserne på, at forholdene på arbejdspladsen spiller en væsentlig rolle.

Tal fra Arbejdstilsynet viser, at 90 procent af de stressramte peger på arbejdsforholdene som en direkte årsag eller medvirkende årsag til deres stress.

Derfor mener Akademikerne, at en væsentlig del af løsningen skal findes på arbejdspladserne.

– Her glæder vi os til i Akademikerne at bidrage med løsninger. Der er ingen tvivl om, at der skal sættes ind med bedre forebyggelse og håndtering af stress på arbejdspladserne, da det er kilden til stress for mange. Det håber jeg, at også arbejdsgiverne er indstillet på at tage ansvar for, siger Tomas Kepler.

Regeringen vil sætte ind mod stress

Regeringen planlægger at indgå en trepartsaftale, der blandt andet skal finde løsninger på at nedbringe stress og mindske sygefraværet.

Aftalen skal indgås forud for forhandlingerne om et nyt velfærdsforlig.

Derudover vil regeringen etablere en ny forebyggelsesfond, som skal finansiere initiativer mod stress, hvor der er dokumentation for, at indsatsen virker.

Målet er at styrke forebyggelsen og begrænse de alvorlige konsekvenser, som stress allerede har for både medarbejdere, arbejdspladser og samfundsøkonomien.