Forbruger

Danskere siger nej: Facebooks adgang til private billeder vækker vrede

En ny funktion hos Facebook får kritik i Danmark for at gå for tæt på brugernes privatliv. Det sociale medies planer om at få adgang til brugernes kameraruller og uploade billeder til egne servere møder markant modstand. Ifølge en ny undersøgelse opfatter flertallet af danskerne nemlig deres billeder som dybt private – næsten på niveau med helbredsoplysninger.

Danskere siger nej: Facebooks adgang til private billeder vækker vrede
Foto: Adobe
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. juli 2025

Billeder opfattes som stærkt private

I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA, angiver 82 procent af danskerne, at billeder på telefonen er ”meget private” oplysninger. Det placerer billeder højere end både økonomiske oplysninger og seksuel orientering på danskernes privatlivs-barometer. Kun CPR-nummer (87 procent) og helbredsoplysninger (85 procent) bliver vurderet som mere følsomme.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 2.002 repræsentativt udvalgte danskere mellem 18 og 70 år.

IDA: Facebook overskrider en rød linje

Hos Ingeniørforeningen IDA ser man med stor alvor på den nye funktion, som Facebooks moderselskab, Meta, er ved at rulle ud. Funktionen, der kaldes cloud processing, giver Facebook mulighed for at få adgang til billeder direkte fra telefonens kamerarulle, hvis brugeren vælger at aktivere den.

Grit Munk, digitaliseringspolitisk chef hos IDA, siger:

”Det er virkelig en rød linje, som Facebook overskrider her. For nyligt skulle brugerne aktivt fravælge, at Facebook må anvende billeder fra brugernes opslag til at træne deres AI-model. Nu gælder det så adgangen til alle de billeder, som brugerne har liggende på telefonen. Altså det allermest private, som man ikke ønsker at dele med andre. Derfor er der tale om et grænseoverskridende indgreb for brugerne.”

Risiko for at miste kontrol over private billeder

Den nye funktion kan betyde, at Facebook løbende henter billeder fra brugernes telefoner uden, at brugeren nødvendigvis selv vælger hvilke. Dermed mister brugeren potentielt kontrollen over, hvilke billeder virksomheden får adgang til.

”Vi har formentlig alle nogle sjove eller meget personlige billeder liggende, som vi aldrig ville dele med andre. Mange bruger måske også mobilen til at tage billeder af vigtige dokumenter eller ting, de skal huske. Det kan være pas, adgangskoder eller et medicinprodukt. Vores billeder fortæller meget intime detaljer om vores liv,” siger Grit Munk.

IDA opfordrer til at afvise adgangen

IDA anbefaler, at brugere afslår anmodningen om adgang til cloud processing eller manuelt slår Facebooks adgang fra i telefonens indstillinger.

”Efterhånden fungerer telefonen som en samling af vores mest personlige oplysninger, så der er grund til at råbe vagt i gevær, når Facebook pludselig banker på døren for at få adgang,” siger Grit Munk.

Andre data opfattes som mindre følsomme

I undersøgelsen er danskerne også blevet bedt om at vurdere, hvilke andre typer data de anser som private. Oplysninger om køn og alder vækker mindst bekymring, mens 34 procent ser forbrugsvaner som meget private.

Mens Meta globalt arbejder på at udvide anvendelsen af billeddata til kunstig intelligens og personalisering, står det klart, at danske brugere værner om deres digitale privatliv – og især deres billeder.