Erhverv
Bramslev Bakker har fået nyt liv – nu søger stedet flere til fællesskabet
Glamping, udsigtspods, restaurant og særlige overnatninger har været med til at forvandle Bramslev Bakker ved Mariager Fjord. Efter en succesfuld sæson vil stedet nu have flere fastliggere med i fællesskabet.
Bramslev Bakker har gennem flere års udvikling bevæget sig fra traditionel campingplads til en oplevelsesdestination med flere forskellige former for overnatning, restaurant og arrangementer.
Efter en succesfuld sæson vil stedet nu tage næste skridt. Bramslev Bakker søger yderligere to-tre fastliggere, som har lyst til at blive en del af campingpladsens fællesskab.
Flere muligheder for overnatning
I dag kan gæster blandt andet overnatte i traditionelle campingvogne, glampingtelte, udsigtspods, værelser og en panoramahytte.
Derudover har Bramslev Bakker fået Cirkus Dannebrogs originale direktørvogn, som er blevet restaureret og indrettet med plads til to voksne og to børn.
De fleste af stedets overnatningsfaciliteter har udsigt over Mariager Fjord, mens de opvarmede pods også kan benyttes uden for højsommeren.
„Vi er stolte af, at vi har skabt en sund forretning og udviklet Bramslev Bakker fra en traditionel campingplads til en destination med særlige oplevelser – et naturhotel, som vi kalder det. De nye tilbud gør os mindre afhængige af den korte sommersæson,“ siger direktør Mads Hedegaard fra Bramslev Bakker.
Vil skabe ophold, der bliver husket
Udvidelsen af overnatningsmulighederne har ifølge Bramslev Bakker gjort det muligt at tiltrække nye grupper af gæster og forlænge sæsonen.
Samtidig har stedet satset på arrangementer for erhvervslivet, musikfestivaler og madoplevelser, som tiltrækker gæster fra hele landet.
„Vores ambition er at skabe ophold, som gæsterne husker og fortæller andre om. Man skal ikke bare have sovet her. Man skal have oplevet Bramslev Bakker,“ siger Mads Hedegaard.
Også Restaurant Bramslev Bakker oplever stor aktivitet og har ifølge stedet ofte fuldt hus. Restauranten serverer nordisk inspireret mad med lokale råvarer og udsigt over Mariager Fjord. Til og med den 29. august er restauranten åben alle dage fra klokken 12.00 til 21.00.
Der er plads til flere fastliggere
Selvom Bramslev Bakker har fået en række nye tilbud, spiller det traditionelle campingliv fortsat en vigtig rolle. Derfor søger stedet nu yderligere to-tre fastliggere.
„Vi leder efter mennesker, som holder af campinglivet og gerne vil være en del af et levende og inkluderende fællesskab. Man behøver ikke særlige faglige kompetencer. Det vigtigste er lysten til at deltage og bidrage med det, man kan,“ siger Mads Hedegaard fra Bramslev Bakker.
Fastliggerne deltager i to fælles arbejdsweekender om året. Her bliver området henholdsvis gjort klar til sæsonen og senere gjort vinterklart. Derudover er der mulighed for at hjælpe med praktiske opgaver, når tid og lyst tillader det.
Til gengæld tilbyder Bramslev Bakker en campingplads til en fordelagtig pris samt sociale oplevelser og en aktiv plads i fællesskabet.
Læs også: