Erhverv
Aalborg-kunder har samlet doneret én million kroner til kvinder og børn efter krisecenterophold
Gennem mere end 2.100 køb af produkter fra kollektionerne GREJSIMOJS og SAMLA har kunder i IKEA Aalborg været med til at støtte Røde Kors’ initiativ Fra Bolig til Hjem, der hjælper kvinder og børn med at etablere et nyt hjem efter ophold på krisecenter
Når kvinder og børn forlader et krisecenter, venter ofte en ny hverdag, hvor de skal etablere et hjem fra bunden med begrænsede økonomiske muligheder. Det problem er IKEA Aalborg nu med til at afhjælpe gennem samarbejdet Fra Bolig til Hjem med Røde Kors, der giver indretningshjælp og økonomisk støtte til at skabe rammerne om et nyt og trygt hjem.
For hvert solgt produkt fra kollektionen GREJSIMOJS, der tidligere på året fik stor opmærksomhed, blandt andet for en bamse udviklet til voksne, afsatte IKEA Aalborg 20 kroner til samarbejdet, mens beløbet var 15 kroner per solgt SAMLA-produkt. Samlet set har det i år bragt IKEA’s bidrag til det landsdækkende initiativ op på én million kroner.
Varehuschef i IKEA Aalborg, Kim Nielsen, glæder sig over kundernes opbakning:
“I IKEA arbejder vi for at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker, og her er en gruppe, som har brug for lidt ekstra hjælp til at komme godt videre. Et trygt hjem kan give ro og være et vigtigt fundament, når livet skal bygges op igen efter vold. Derfor betyder det meget, at vores kunder her i Aalborg har været med til at bakke så flot op om indsatsen,” siger han.
Boligusikkerhed er en barriere for mange kvinder
I 2025 boede omkring 6.000 kvinder og børn på danske krisecentre. En undersøgelse foretaget for Røde Kors viser samtidig, at 57 procent af kvinder, der lever med vold i hjemmet, oplever usikkerhed om boligsituationen som en barriere for at forlade et voldeligt forhold. Det understreger, hvor central en rolle boligstøtten spiller i overgangen til et nyt liv.
Læs også:
Indretningshjælp og gavekort skal skabe tryghed i det nye hjem
Hjælpen gennem Fra Bolig til Hjem består blandt andet af rådgivning fra frivillige med arkitektfaglig baggrund, som bistår med at indrette den nye bolig. Samtidig modtager kvinderne et gavekort på op til 10.000 kroner, som kan bruges til møbler, legetøj og andre ting til hjemmet i en række forskellige forretninger, så familierne selv kan vælge det, de har mest brug for.
Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, understreger betydningen af indsatsen:
“Det er ikke nok at hjælpe mennesker væk fra volden. De skal også have mulighed for at skabe et trygt og stabilt liv bagefter. For mange er både økonomien og boligsituationen en stor udfordring, og derfor gør det en reel forskel, når vi kan hjælpe med at skabe et hjem, hvor kvinderne og deres børn kan finde ro og begynde på ny,” siger han.
En evaluering af Fra Bolig til Hjem viser, at 86 procent af de kvinder, der har modtaget hjælpen, oplever, at indretningsstøtten har bidraget til bedre trivsel i hjemmet.
Læs også: