Helbred

Sidsel bytter rollen som frivillig ud med løbesko ved VM i København

Sidsel har været frivillig ved internationale håndboldslutrunder siden 2015 — nu stiller hun selv til start på 5 km, når hun repræsenterer frivilligheden gennem Sport Event Denmarks initiativ Sammenholdet.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 8. september 2026

Da EM i herrehåndbold blev afholdt i Herning tidligere i år, var Sidsel fra Aalestrup en af de mange frivillige, der var med til at få eventet til at fungere. Som frivillig arbejdede hun blandt andet som teamguide, hvor hun var tæt tilknyttet et af de deltagende hold. Hun fungerede som kontaktperson under slutrunden, hvilket blandt andet betød, at hun var med til at koordinere holdets program, følge med til træninger og hjælpe undervejs med at løse små og store problemer.

Nu er hun blevet udvalgt til Sport Event Denmarks Sammenholdet og skal sammen med frivillige fra andre internationale sportsevents sætte fokus på frivillighedens betydning, når der er VM i løb i København den 19.-20. september. Ved eventet skifter Sidsel rollen som frivillig ud med rollen som deltager og stiller til start på 5 km.

De frivillige skal frem i lyset

Frivillige er en afgørende del af afviklingen af internationale sportsevents i Danmark. De løfter opgaver inden for blandt andet akkreditering, logistik, tilskuerhåndtering, socialt værtskab og lokal formidling i samarbejde med de professionelle eventarrangører.

Med initiativet Sammenholdet sætter Sport Event Denmark fokus på netop de mennesker, der normalt løber stærkt bag kulisserne. Sammenholdet består af fem frivillige fra fem internationale sportsevents, som er blevet afholdt rundt omkring i Danmark i første halvår 2026. Ved VM i løb bliver de frivillige selv deltagere, når de stiller til start på enten one mile, 5 km eller halvmaraton. De fem events er World Company Sports Games i Frederikshavn, EM i Herrehåndbold i Herning, VM for hold i badminton (Thomas & Uber Cup) i Horsens, U-VM i sejlsport i Middelfart samt Copenhagen Sprint i Roskilde/København.

Frivilligheden har været en del af Sidsels liv, siden hun var omkring 12 år, og siden december 2015 har hun været frivillig for DanskHåndbold ved en række internationale slutrunder. For Sidsel er det især fællesskabet, der får hende til at vende tilbage:

“Det er som at være hjemme med sin anden familie, når man træder ind ad døren på det hotel, man bor på” — siger hun og tilføjer: “Det handler om at være sammen om at få tingene til at lykkes.”

Flere af de mennesker, hun lærte at kende som frivillig tilbage i 2015, møder hun stadig ved slutrunder. En gruppe på fem-seks frivillige, der fra begyndelsen blev kaldt “Dream Team”, holder fortsat kontakten og forsøger at mødes mindst én gang om året.

Da de frivillige pludselig blev en systue

Arbejdet som frivillig ved et stort internationalt sportsevent går dog ikke altid efter planen. En af de historier, Sidsel stadig husker tydeligt, stammer fra herre-VM i håndbold i 2019. Her opstod der pludseligt problemer med nogle af spillernes tøj — logoer og reklamer manglede på trøjerne, målmandsbukser skulle lægges op, og nogle af Argentinas spillertrøjer var gået i stykker. Løsningen blev, at de frivillige fandt symaskinerne frem:

“Vi skaffede symaskiner, og alle teamguides sad på skift inde på et kontor og syede. Pludselig var vi blevet en systue,” fortæller Sidsel.

For hende er historien et eksempel på noget af det, der gør frivilligheden særlig — når et problem opstår, handler det om i fællesskab at finde en løsning. Det er samtidig netop de oplevelser, der får hende til at vende tilbage:

“Jeg har altid sagt, at frivilligt arbejde er lidt egoistisk, fordi man også selv får det godt, når man får andre til at lykkes. Og det skal selvfølgelig også være sjovt og hyggeligt. Ellers gad man ikke bruge tre-fire ugers ferie på det.”

For Sidsel betyder det meget at få muligheden for at repræsentere de mange mennesker, der bruger deres tid på at få store sportsevents til at lykkes: “Jeg synes, at alle de frivillige fra de her events fortjener at blive vist frem. Alle fortjener et kæmpe klap på skulderen, så hvis jeg kan være en lille hjælp til det, gør jeg gerne det.”

Fra teamguide til 5 km ved VM i løb

Den 19. september bliver Sidsel selv en del af eventet, når hun stiller til start på 5 km ved VM i løb i København. Da hun blev spurgt, om hun ville være en del af Sammenholdet, blev det samtidig en anledning til at komme i gang med løbetræningen igen. Hun har siden fulgt sit træningsprogram og er nu nået til det punkt, hvor hun kan løbe fem kilometer uden pause:

“Nu kan jeg løbe fem kilometer uden at holde pause, så målet er nået. Træningen har båret frugt indtil videre, og jeg har fulgt mit træningsprogram til punkt og prikke,” siger Sidsel, der løber tre gange om ugen og supplerer med styrketræning.

Ved VM bliver oplevelsen dog mindst lige så vigtig som selve løbet: “Jeg glæder mig til at møde de andre, der skal deltage på samme måde som mig, og høre om deres oplevelser fra deres events. Og så glæder jeg mig til at opleve stemningen omkring hele eventet.”

Om VM i løb i København

VM i løb, World Athletics Road Running Championships Copenhagen 2026, finder sted den 19.-20. september 2026 i København. Der kåres verdensmestre på One mile, 5 km og halvmaraton, og samtidig får motionsløbere mulighed for at løbe på VM-distancerne. One mile og 5 km finder sted lørdag den 19. september, mens halvmaraton løbes søndag den 20. september. Der er fortsat mulighed for tilmelding til One mile og 5 km.