Erhverv
Ny prognose: Boligbyggeriet står foran markant fremgang
2026 bliver et pauseår for byggeriet, men allerede næste år ventes væksten at tage fart. Især nye boliger ventes at trække udviklingen frem mod 2028.
Dansk byggeri må vente lidt længere på den ventede genopretning. En ny byggeprognose fra Prognosecenteret viser, at den samlede vækst i byggeriet ventes at ende på 1,2 procent i 2026.
Dermed bliver året snarere et pauseår end et egentligt vækstår. Til gengæld ser udsigterne betydeligt bedre ud for de kommende år.
Væksten ventes at tage fart
I 2027 forventes byggeriet at vokse med 3,9 procent, mens prognosen peger på yderligere 2,8 procent i 2028.
Udviklingen afhænger dog af, at de økonomiske vilkår ikke bliver yderligere forværret. Geopolitisk usikkerhed, militære konflikter og fortsat handelskrig kan blandt andet påvirke materialepriser, renter og den generelle efterspørgsel efter både nybyggeri og renoveringer.
Samlet ventes byggeriet at vokse med 8,1 procent frem mod 2028.
Nye boliger bliver den store motor
Det er især nybyggeriet af boliger, der ventes at sætte skub i branchen. Fra 2025 til 2028 forventes området at vokse med omkring 23 procent.
Nyt boligbyggeri udgør kun 22 procent af det samlede byggeri, men ventes alligevel at stå for omkring to tredjedele af den samlede vækst frem mod 2028.
”Meget af væksten inden for nyt boligbyggeri i 2025 kom fra rækkehuse og især parcelhuse. Det fortsætter også i 2026. men herefter ser vi ind i et skifte, hvor etagebyggeriet for alvor kommer i gang i 2027 og 2028. Når vi ser ud på markedet for lejligheder, så er der også en stor efterspørgsel at mætte. De høje priser på ejerlejligheder er en indikator for stor efterspørgslen og samtidig et nødvendigt signal til udviklere om, at det er attraktivt at bygge nyt”, udtaler cheføkonom Martin Kyed.
De forhøjede maksimalbeløb for alment boligbyggeri ventes samtidig at understøtte etagebyggeriet ved bedre at afspejle de seneste fem års stigninger i byggeomkostninger og jordpriser.
Erhvervsbyggeriet halter efter
Udviklingen ser mindre positiv ud inden for erhvervsbyggeriet. Renovering og vedligeholdelse af erhvervsbygninger ventes at falde gennem hele prognoseperioden, dog fra et højt niveau i 2025.
Produktionsværdien for nyt erhvervsbyggeri falder samtidig i 2026 til det svageste registrerede niveau. Derefter ventes området igen at bidrage til den samlede vækst.
”På erhvervsbyggeriet ser vi klarest effekterne af øget usikkerhed, stigende omkostninger og højere rentekurver, som alt sammen er kommet ind fra sidelinjen i 2026. Det har affødt en ”vent-og se”-adfærd, som holder investeringsniveauet nede. Nybyggeriet skal dog nok komme i gang, når røgen letter, og forretningsmulighederne står klarere frem”, forklarer Martin Kyed.
Ny prognose offentliggjort torsdag
Prognosecenteret udsender to hovedprognoser om året – i begyndelsen af marts og september – samt markedsopdateringer i maj og november.
Den seneste prognose blev offentliggjort torsdag den 3. september og omfatter både nybyggeri af boliger og erhvervsbygninger samt renovering og vedligeholdelse.
Læs også: