Erhverv

Markant ændring på vej: Flere virksomheder får lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft

Virksomheder med bestemte overenskomster får lettere adgang til at rekruttere medarbejdere fra udvalgte lande uden for EU. Samtidig indføres krav om id-kort på store bygge- og anlægsprojekter.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 4. september 2026

Folketinget vedtager fredag den 4. september en ny overenskomstbaseret beløbsordning for udenlandsk arbejdskraft.

Ordningen, der også kaldes certificeringsordningen, skal gøre det lettere for certificerede danske virksomheder med overenskomst at rekruttere internationale medarbejdere fra udvalgte tredjelande.

3F hilser ordningen velkommen.

»Det er en fremragende ordning, hvor det én gang for alle bliver slået fast, hvilke overenskomster, der fastlægger løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Og hvilke der ikke gør,« siger 3F’s forbundsformand Henning Overgaard.

Gælder ikke alle virksomheder

Ordningen gælder alene virksomheder med overenskomster indgået af medlemsorganisationerne i DA og FH samt offentlige overenskomster med medlemmer af henholdsvis FH og AC.

Virksomheder med såkaldte ”gule” aftaler kan dermed ikke benytte ordningen til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Ordningen er ifølge 3F inspireret af fagforbundets forslag om at give virksomheder, der understøtter den danske model, bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft.

»Det er meget vigtigt, at ordningen kun kan anvendes af virksomheder med overenskomst med en rigtig fagforening, hvor lønmodtagerne er beskyttet af en hovedaftale med konfliktret, stemmeret og indflydelse. Det vil tilskynde virksomheder, der gerne vil have udenlandsk arbejdskraft, til at indgå en overenskomst med en fagforening, der er en del af den danske model. Ordningen vil derfor styrke den danske model,« siger Henning Overgaard.

Beløbsgrænse på godt 300.000 kroner

Med den nye ordning får virksomhederne mulighed for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft med en beløbsgrænse på godt 300.000 kroner om året.

Samtidig skal ordningen sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår på arbejdspladser med udenlandsk arbejdskraft. Det skal blandt andet ske gennem tillidsrepræsentanter, fagretlig behandling af tvister og øget adgang til kontrol.

»Ordningen vil bidrage til, at den udenlandske arbejdskraft i stort omfang kommer til at arbejde under samme forhold som deres danske kolleger, og det er rigtig godt,« siger Søren Heisel, forbundssekretær i 3F med arbejdsmarkedspolitik som ansvarsområde.

»Og så vil ordningen også i højere grad sikre fair konkurrence for de virksomheder, der har overenskomst,« siger Søren Heisel.

Id-kort på store byggeprojekter

Samtidig vedtager Folketinget et lovforslag om krav om id-kort på bygge- og anlægsprojekter til mere end 100 millioner kroner.

Id-kortet skal skabe større gennemsigtighed på byggepladserne og styrke myndighedernes kontrol med arbejdskriminalitet og illegal arbejdskraft.

»Det har vi som bygningsarbejdere kæmpet for i 20 år, så det er fantastisk godt, at det nu endelig bliver en realitet,« siger formanden for 3F’s Byggegruppe, Claus von Elling.

Han forventer, at ordningen vil gøre kontrollen på byggepladserne lettere.

»Id-kortet vil gøre det nemmere at kontrollere hvem, der er på byggepladserne, og hvem deres arbejdsgiver er. Vi tror på, at den øgede gennemsigtighed vil gavne kontrollerne med social dumping og arbejdskriminalitet,« siger Claus von Elling.

3F arbejder for, at id-kortet på længere sigt bliver obligatorisk på alle byggepladser i Danmark og desuden bliver udbredt til andre risikobrancher.