Erhverv
4.500 samlet til opråb: Frygter nye regler vil ramme landbruget hårdt
Landmænd og følgeerhverv samledes i Odense for at sende et klart budskab til Christiansborg. Landbrug & Fødevarer advarer om, at nye krav til kvælstof og et nationalt sprøjteforbud kan få store konsekvenser for fødevareproduktion, arbejdspladser og landdistrikter.
Mere end 4.500 landmænd og repræsentanter fra blandt andet følgeerhverv og landdistrikter var samlet i Odense Congress Center for at protestere mod den kurs, som ifølge Landbrug & Fødevarer er ved at blive lagt for dansk landbrug.
Frustrationen handlede især om den kommende kvælstofregulering, som organisationen betegner som ufærdig. Samtidig kritiserede Landbrug & Fødevarer et nationalt sprøjteforbud.
Advarer om konsekvenser for hele landet
Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard rettede på mødet en skarp kritik mod regeringen.
»Regeringens politik truer direkte dansk fødevareproduktion og vores landdistrikter. Regeringen er ved at undergrave den grønne trepart og dansk fødevareproduktion. Landbruget har leveret, nu ændrer regeringen spillereglerne undervejs med en ufærdig kvælstofregulering og et nationalt sprøjteforbud, som ellers skulle være aftalt lokalt. Det truer arbejdspladser, fødevareproduktionen og udviklingen i hele Danmark. Det lyder voldsomt, men det er desværre sådan landet ligger,« siger Søren Søndergaard.
Ifølge Landbrug & Fødevarer har de oprindelige aftaler fra Den Grønne Trepart ændret sig markant undervejs. Organisationen oplyser, at det har fået nogle lokale treparter til at sætte arbejdet på pause.
»Den oprindelige trepartsaftale var vejet på en atomvægt. Siden da, er der kommet en lang række nye krav fra politiske partier. Fælles for dem er, at landbruget skal levere på det hele, og så tipper balancen og de rammer, som vi skal arbejde indenfor,« siger Søren Søndergaard.
Læs også:
Usikkerhed om marker og kvælstofkrav
Et centralt kritikpunkt er ifølge organisationen, at landmænd står med usikkerhed om, hvilke krav de fremover skal leve op til.
»Derfor råber vi nu op. Den politiske kurs har konsekvenser for Danmarks landdistrikter, for vores store fødevarevirksomheder og naturligvis også for de tusindvis af landmænd, der lige nu ikke kan få at vide, hvad de må så på deres marker og hvilke kvælstofkrav, de skal leve op til,« siger Søren Søndergaard.
Afviser modsætning mellem landbrug og havmiljø
Landbrug & Fødevarers formand afviser samtidig, at ønsket om en stærk dansk fødevareproduktion nødvendigvis står i modsætning til et bedre vandmiljø.
»Når nogen råber “iltsvind og døde fisk”, kan så det svært at svare igen. Ikke mindst med ord som retentionskort, brakmarker, vandoplande og lokale treparter. Men som politiker har man et særligt ansvar for, at man ikke bagatelliserer situationens alvor eller de faktiske omstændigheder. Vi er i dansk landbrug blevet reguleret hårdt på vores marker i mere end 30 år. I den periode naturminister Christian Rabjerg mener, at fiskene har ventet, har landbruget halveret udledningen af vores kvælstof og reduceret udledningen af fosfor endnu mere,« siger Søren Søndergaard og fortsætter:
»Der er grænser for, hvor meget man kan slå på et erhverv. Ovenikøbet et erhverv, som skaber arbejdspladser i hele Danmark og som er gået aktiv ind i arbejdet for en sund grøn omstilling.«
Flere brancher deltog
Det var ikke kun landmænd, der deltog i mødet i Odense. Også repræsentanter fra blandt andet banker, kreditforeninger, håndværksfag, landbrugsskoler og landboforeninger samt en række andre følgeerhverv var med.
I alt rundede mødet ifølge Landbrug & Fødevarer 4.500 deltagere.
Læs også: