Sport

Aalborg Håndbold henter sejr i første hjemmekamp trods 12 udvisninger

Magnus Norlyk og Patrick Wiesmach scorede seks mål hver, da de danske mestre besejrede TTH Holstebro 31-29 i en kamp præget af mange udvisninger

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 31. august 2026

Søndag aften gjaldt det sæsonens første hjemmekamp i Bambuni Herreligaen, hvor Aalborg Håndbold efter sejre i Bambuni Supercup samt ligapremieren på udebane onsdag aften endelig var tilbage i vante rammer i Sparekassen Danmark Arena. Kampen endte 31-29 til de danske mestre efter en fysisk affære med hele 12 udvisninger.

Cheftræner Simon Dahl kunne byde Patrick Helland Anderson velkommen tilbage i spillertruppen, mens Lukas Nilsson fortsat var ukampdygtig med en skade og Sander Sagosen måtte melde forfald grundet sygdom. Dagens start-syver bestod af Niklas Landin på mål, Magnus Norlyk og Patrick Wiesmach på fløjene, Marinus Munk, Mads Hoxer og Juri Knorr i bagkæden samt Felix Möller på stregen.

Livlig kamp med mange scoringer i første halvleg

Opgøret fik en livlig start, da gæsterne allerede efter godt ét minut fik kampens første udvisning, hvilket Aalborg Håndbold udnyttede til at bringe sig foran med to mål ved stillingen 3-1. Ingen af holdene fandt dog de defensive løsninger fra start, hvorfor målene strøg ind i en lind strøm indledningsvis.

Løbende roterede Munk, Knorr, Arnoldsen og Hoxer i angrebet, så der konstant var friske kræfter på spil, mens man efter godt syv minutter skubbede Marinus Munk frem i et fem-et forsvar for at stresse vestjydernes offensiv. På dette tidspunkt var stillingen 6-3 i aalborgensisk favør, inden TTH’s Emil Reitan med et ekvilibristisk skud fik leveret sin tredje scoring.

En fejludskiftning fra Vetle Rønningen kostede to minutter i undertal, mens tekniske fejl og afbrændere gav grus i maskineriet, så udeholdet nu kom bedre med i kampen og fik lukket hullet yderligere til 8-7 efter knap et kvarters spil. I målmandsduellen kom Niklas Landin bedst fra land med tre redninger og en scoring i tomt net, men også her kom TTH efter det, så Gustavo Capdeville efter et kvarter nåede op på samme antal redninger.

Efter en unødvendig udvisning til hvert mandskab kom Simon Hald efter 19 minutter i spil for første gang, for sammen med Rønningen i midtblokken at få lukket af for de vestjyske skud fra distancen. Det lykkedes omgående, så en Landin-redning blev vekslet til Juri Knorrs første scoring til 12-8 efter 22 minutter. Med to minutter til pausen var det Aalborg Håndbolds tur til at kalde timeout, men det blev udeholdet, der kom bedst til pausen med to ubesvarede scoringer som følge af tre misbrugte nordjyske muligheder. Måltavlen viste derfor 15-14 efter de første 30 minutter.

Dramatisk slutfase med flere udvisninger afgjorde kampen

Fra anden halvlegs start viste de danske mestre til gengæld, hvor legende let håndbold kan se ud. To scoringer fra Juri Knorr, der med sin fart strøg igennem gæsternes forsvar, blev fulgt af scoringer fra Felix Möller og Patrick Wiesmach, begge på flotte assists fra Arnoldsens hånd. Føringen nåede 19-15, men træerne voksede desværre ikke ind i himlen, og i stedet tog TTH’s Capdeville i målet igen fra, så vestjyderne kom på 21-19 efter 40 minutter.

Med Vetle Rønningen som højt liggende bølgebryder blev der dog sat en effektiv stopper for gæsternes offensiv, mens Patrick Wiesmach fortsat viste stor skarphed i modsatte ende af banen og kunne nette til 23-19. Patrick Helland Anderson fik herefter sæsondebut, efter nordmanden havde været oversidder i de første kampe grundet en brækket næse. Bagspilleren kunne kort efter se gæsternes Magnus Bramming få sit holds femte udvisning, efter fløjspilleren snittede Landin i hovedet på en afslutning.

I overtallet øgede Arnoldsen til 25-20, og nu havde mestrene for alvor fået greb om tingene. Med 10 minutter tilbage var føringen fortsat på fire mål, og Magnus Landin blev skiftet ind for med sine defensive kvaliteter at bidrage til at køre sejren i hus. Den opgave løste han fornemt med sin første aktion, hvor han kløgtigt snuppede bolden fra gæsterne.

Andersons mulighed i fri position blev desværre afværget af en refleksredning, inden gæsterne efter en timeout trak en dobbelt-udvisning på Simon Hald – en beslutning som de 5.263 tilskuere bestemt ikke var enige i. Ondt blev værre, da Felix Möller kort efter også blev vist to fingre af kampens dommerpar, så TTH nu fik alle muligheder for at gøre comeback med to mand i overtal. Heldigvis viste Niklas Landin igen sin store klasse, da han snuppede Emil Grønbechs afslutning fra klos hold.

Sparekassen Danmark Arena kogte nu i sensommervarmen, og temperaturen steg yderligere, da Juri Knorr i to omgange blev nedlagt på hårdhændet vis. Retfærdigheden skete dog fyldest, da en af disse kostede en udvisning, hvorefter Wiesmach med sin sjette fuldtræffer tilsyneladende lukkede kampen med scoring til 29-25.

I de sidste minutter satsede TTH alt på syv-mod-seks spillet, og med en scoring og et rødt kort til Vetle Rønningen forblev spændingen intakt. Med føring på 30-28 og ét minut tilbage i kampen kom Aalborg Håndbold under stort pres over hele banen, men symptomatisk for opgøret blev det en fløjspiller, Magnus Norlyk, der lukkede og slukkede festen med scoring til 31-28.

Dermed er Aalborg Håndbold sammen med GOG og Ribe-Esbjerg de eneste hold i Bambuni Herreligaen, der er noteret for sejre i de to første spillerunder. Allerede onsdag aften er der mulighed for at hente yderligere point, når Fredericia HK kommer på besøg i Sparekassen Danmark Arena.

Matchfacts – Bambuni Herreligaen

Aalborg Håndbold – TTH Holstebro 31-29 (15-14)