Nyheder

Nyt marathon på vej til Øster Hurup: Hele byen skal være med til stor løbefest

Lørdag den 4. september 2027 får Øster Hurup sit helt eget marathon. Med løberuter gennem byen og langs Kattegat vil arrangørerne samle både løbere, familier og tilskuere til en dag fyldt med motion, musik og fællesskab.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. november 2026

Øster Hurup bliver næste år rammen om en helt ny løbebegivenhed, når Øster Hurup Marathon for første gang afholdes lørdag den 4. september 2027.

Det er BridgeRunner, der står bag arrangementet, hvor både erfarne løbere, motionister, børn og gående kan deltage på forskellige distancer.

Med start og mål på Øster Hurup Sportsplads skal løbet føre deltagerne gennem kystbyen og helt ned til stranden ved Kattegat.

Ambitionen er samtidig at skabe en begivenhed, der rækker langt ud over selve løberuterne.

»Vi vil gerne skabe et løb, hvor hele Øster Hurup kan mærke, at der sker noget. Det skal ikke kun være en oplevelse for dem, der har startnummer på brystet, men også for dem, der kommer for at heppe, høre musik, spise lidt godt eller bare opleve stemningen i byen. Vi vil gerne være med til at skabe en dag, som både lokale og gæster ser frem til,« fortæller arrangøren Bo Bach Dam Trige fra BridgeRunner.

Fem distancer giver plads til alle

Der bliver mulighed for at prøve kræfter med både den klassiske marathondistance på 42,195 kilometer og halvmarathon på 21,1 kilometer.

Derudover tilbyder arrangørerne løb på fem og ti kilometer, hvor det også bliver muligt at deltage som gående.

For de yngste deltagere bliver der arrangeret en børnemile på 1,6 kilometer.

Selvom arrangementet skal være for alle, bliver der også lagt vægt på gode forhold for de mere konkurrencemindede løbere.

»Øster Hurup Marathon bliver et løb, der kommer til at skille sig lidt ud blandt BridgeRunners løb. Det er løbet, hvor du både får en fantastisk oplevelse ved at løbe i en by, der bakker 100 % op om eventet, men samtidig får de rammer og faciliteter, som mange løbere efterspørger. Vi har chip-tidtagning, en DAF-opmålt rute og præmier til nummer 1, 2 og 3 på alle løbedistancer for både herrer og damer. Der er altså plads til alle – både dem, der løber for at vinde og sætte ny personlig rekord, og dem, der bare vil have en skøn dag i løbeskoene,« fortæller Bo Bach Dam Trige.

Løberne skal helt ned på stranden

En særlig del af det kommende marathon bliver ruterne, der kombinerer Øster Hurups bymiljø med den naturskønne beliggenhed ved Kattegat.

Hovedparten af ruterne bliver på asfalt, men deltagerne kommer også en tur ned på stranden.

Ruterne bliver DAF-opmålte, og der vil være chip-tidtagning, trafikofficials og depoter for hver femte kilometer på de længere distancer.

På halvmarathon og marathon vil der desuden være fartholdere, som deltagerne kan følge for at holde et bestemt tempo.

Lokale butikker og foreninger inviteres med

Arrangørerne ønsker, at løbet skal udvikle sig til en egentlig byfest, hvor også dem uden løbesko får en oplevelse.

Der er derfor planer om musik, underholdning, mad, drikkevarer og handelsmuligheder både på eventpladsen og rundt omkring i Øster Hurup.

Samtidig håber BridgeRunner på opbakning fra byens foreninger, butikker og øvrige erhvervsliv.

»Øster Hurup har nogle helt særlige kvaliteter med stranden, havet og det hyggelige bymiljø. Dem vil vi gerne bringe i spil. Vi håber, at lokale foreninger, butikker og erhvervsdrivende vil være med til at gøre dagen til noget særligt. Jo flere, der bidrager, jo større en oplevelse kan vi skabe sammen,« fortæller arrangøren.

Alle deltagere får en særlig medalje

Den første udgave af Øster Hurup Marathon får også sin egen specialdesignede medalje, som alle deltagere modtager.

Derudover vil de tre hurtigste mænd og kvinder på løbedistancerne blive præmieret.

Ved start- og målområdet på sportspladsen vil der være adgang til bad, omklædning, toiletter og bagageopbevaring.

Første løb starter klokken 10

Lørdag den 4. september 2027 åbner eventpladsen på Øster Hurup Sportsplads klokken 08.00.

To timer senere, klokken 10.00, bliver børnemilen skudt i gang som dagens første løb. Herefter følger de øvrige distancer frem mod eftermiddagen.

Tilmeldingen til Øster Hurup Marathon 2027 er tilgængelig via Sportstiming.

Fakta: Øster Hurup Marathon 2027

  • Dato: Lørdag den 4. september 2027
  • Sted: Øster Hurup Sportsplads
  • Arrangør: BridgeRunner
  • Marathon: 42,195 km
  • Halvmarathon: 21,1 km
  • Øvrige distancer: 5 km og 10 km løb og walk
  • Børnemile: 1,6 km
  • Eventpladsen åbner: Kl. 08.00
  • Første start: Kl. 10.00
  • Tilmelding: www.sportstiming.dk/event/19478