Helbred
Demenspatienter venter næsten et halvt år på diagnose: Nu varsler regionerne handling
Kun hver fjerde patient bliver udredt for demens inden for 90 dage. I gennemsnit går der 174 dage fra henvisning til endelig diagnose, og Danske Regioner kalder situationen uacceptabel.
Ventetiden på at blive udredt for demens er fortsat meget lang. En ny årsrapport fra Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens viser, at kun en fjerdedel af de henviste patienter bliver udredt inden for 90 dage.
Et særtræk fra databasen viser samtidig, at patienterne i gennemsnit venter 174 dage fra henvisning til den endelige diagnose.
Ifølge Danske Regioner skyldes problemerne især mangel på speciallæger i neurologi og neuropsykologer. Samtidig ventes behovet for demensudredninger at vokse i takt med, at der kommer flere ældre.
– Vi må erkende, at det ganske enkelt er for dårligt. Patienter med demens venter al for lang tid, alt imens sygdommen bliver værre. Det er helt uacceptabelt, for sygdommen er en meget stor belastning for patienterne og deres pårørende og kan slide voldsomt på deres relation, siger formand for Danske Regioner, Mads Duedahl.
Vil gentænke demensudredningen
Danske Regioner mener, at der er behov for en omfattende ændring af området, hvis ventetiderne skal bringes ned.
– Vi står med en stor udfordring, for vi kan ikke følge med i dag. Den hårde sandhed er, at vi kun står for foden af bjerget. Behovet for udredning bliver kæmpestort de kommende år med flere ældre. Derfor skal vi gentænke hele området. Det nytter ikke bare at fortsætte med at gøre mere af det samme. Vi skal have et nyt gear i udredningerne. Flere udredningerne til tiden vil kræve en massiv omstilling på området, tilføjer Danske Regioners formand.
Regionerne har allerede forsøgt at øge kapaciteten blandt andet gennem flere ansatte, længere åbningstider på hospitalsafdelingerne og et styrket samarbejde med almen praksis.
Det har ifølge Danske Regioner ikke været tilstrækkeligt.
– Vi har i alle regioner arbejdet ihærdigt med at øge kapaciteten ved blandt andet at ansætte flere, udvide hospitalsafdelingers åbningstider og styrke samarbejdet med almen praksis. Men det er ikke tilstrækkeligt. Derfor igangsætter vi nu en række initiativer der skal sikre, at vi kan udrede flere, så vi kan få ventetiden ned, siger Mads Duedahl, og tilføjer:
– Vi skal omstille udredningsforløbene, så vi hurtigere og bedre kan hjælpe patienterne og deres pårørende. Udredningerne skal i højere grad tilpasses den enkelte patient, for med forskellige stadier af over 200 demenssygdomme er der behov for forskellige forløb, siger Mads Duedahl.
Læs også:
Praktiserende læger skal spille større rolle
Et af initiativerne er, at flere patienter fremover skal kunne færdigudredes hos deres praktiserende læge.
Samtidig skal forløbene på de regionale udredningsenheder i højere grad tilpasses den enkelte patient. Målet er blandt andet at undgå unødvendige undersøgelser og sikre en bedre anvendelse af speciallægernes tid.
Udredningsenhederne skal desuden samles i større enheder for at styrke kompetencerne, mens Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut skal udarbejde en visitationsretningslinje, der skal understøtte omlægningen.
Alle regioner har samtidig fået tilført midler til demensområdet i år og de kommende år.
Stormøde om de lange ventetider
Danske Regioner har indkaldt fagfolk og andre interessenter til et stormøde i slutningen af august.
Her skal deltagerne drøfte udfordringerne, den planlagte omstilling og yderligere løsninger, der kan være med til at forkorte ventetiden.
Sundhedsvæsenet står ifølge Danske Regioner over for en stor udfordring på grund af personalemangel, flere ældre og udsigten til bedre medicin mod visse demenssygdomme.
– Demensudredningerne er en af vores største indsatsområder lige nu. Jeg vil drøfte området med min bestyrelse, for at vi kan sætte alle sejl til i regionerne. Men regionerne kan ikke nå i mål uden hjælp. Derfor ser jeg frem til den kommende demenshandlingsplan fra regeringen og vil række ud, så vi sammen kan finde flere løsninger. For vi skal bremse den kedelige udvikling, konkluderer Mads Duedahl.
Læs også: