Forbruger
Økologisalget stiger ikke: Nu kræver forening politisk handling
Nye tal viser, at økologiske varer fortsat udgør omkring 12 procent af salget i dagligvarehandlen. Økologisk Landsforening efterlyser nu politiske initiativer, hvis målet om en fordobling af økologisalget frem mod 2030 skal nås.
Danskernes køb af økologiske fødevarer har stort set ikke rykket sig i første halvår af 2026. Økologi udgjorde 12,3 procent af salget i dagligvarehandlen målt i værdi.
Det viser nye tal fra analysevirksomheden Kauza. Til sammenligning var andelen 12,5 procent i første halvår af 2025, mens den lå på 12,4 procent i 2024 og 12,1 procent i 2023.
Dermed er det fjerde år i træk, hvor økologiandelen i årets første seks måneder kun har ændret sig med få decimaler.
Efterlyser handling fra politikerne
Udviklingen står ifølge Økologisk Landsforening i kontrast til den politiske målsætning om at fordoble salget af økologiske varer frem mod 2030.
Foreningen mener derfor, at der er behov for politiske initiativer, som kan øge efterspørgslen.
”Der skal handling til, hvis politikerne virkelig mener det, når de siger, at de vil fordoble økologien og derved sikre renere drikkevand, flere dyr under åben himmel, mere liv i de danske fjorde og større biodiversitet. Det er ikke nok længere at pynte sig med det. Politikerne må gøre noget nu for at stimulere efterspørgslen,” siger Rasmus Prehn, administrerende direktør i Økologisk Landsforening.
Læs også:
Foreslår at fjerne momsen på økologi
Et af foreningens forslag er at ændre momsen på økologiske fødevarer. Rasmus Prehn peger på den aktuelle debat om fødevaremoms og foreslår, at momsen helt fjernes på økologiske varer.
”Det er ulogisk, at staten skal tjene mest på de økologiske varer, når nu de belaster miljøet mindst. Nu viser det sig, at regeringens egen momsplan er historisk dyr. I stedet for at sænke momsen på alle fødevarer og fjerne den på al frugt og grønt, kan de fjerne momsen helt på økologi og spare 10 af de 17 milliarder kroner, som deres egen plan koster. På den måde vil forbrugerne få mere økologi for deres penge, og det vil gøre de økologiske varer mere attraktive.”
Vil have mere økologi på hylderne
Økologisk Landsforening arbejder samtidig sammen med supermarkedskæderne om at få flere økologiske produkter ud på hylderne og gøre varerne mere synlige.
Ifølge Rasmus Prehn hænger efterspørgslen blandt kunderne og supermarkedernes udvalg tæt sammen.
”Lykkes man med at få efterspørgslen på økologi til at stige, vil det øge supermarkedernes appetit på at stille økologien frem på hylderne og igen tage flere økologiske varer ind i sortimentet. Det vil forplante sig helt ned til indholdet på landbrugernes marker og sikre liv til politikernes økologiske fordoblingsmålsætning, der ærlig talt har brug for et frisk pust.”
Fire år med næsten uændret økologiandel
Tallene fra Kauza viser følgende økologiandel i dagligvarehandlen i første halvår:
- 2023: 12,1 procent
- 2024: 12,4 procent
- 2025: 12,5 procent
- 2026: 12,3 procent
Tallene er baseret på shopperdata fra digitale kvitteringer fra 10.000 danske husstande, der abonnerer på appen ”What I buy”.
Læs også: