Forbruger

Danskernes kartofler er truet: Kan risikerer at forsvinde

Nye regler for kvælstof kan få store konsekvenser for danske kartoffelavlere. Ifølge Danske Kartoffelavlere risikerer produktionen at falde, mens priserne kan stige og flere kartofler komme fra udlandet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. august 2026

Kendte danske kartofler fra blandt andet Lammefjorden, Samsø og Vildmosen kan blive sværere at finde i fremtiden.

Baggrunden er en ny kvælstofregulering, der efter planen træder i kraft den 1. januar 2027. Reglerne skaber ifølge Danske Kartoffelavlere stor usikkerhed blandt både økologiske og konventionelle producenter.

For nogle producenter kan konsekvensen blive, at op mod halvdelen af arealet skal lægges brak eller på anden måde friholdes, hvis den nuværende kartoffelproduktion skal fortsætte.

Store arealer kan blive nødvendige

Kartofler kan i den nye reguleringsmodel udløse et stort behov for kompenserende arealer, fordi produktionen beregnes med en høj kvælstofudledning.

Det kan i praksis betyde, at kartoffelavlere skal råde over betydelige ekstra arealer uden produktion for fortsat at kunne dyrke samme mængde kartofler.

Ifølge kartoffelerhvervet kan konsekvenserne blive færre danske kartofler, stigende produktionsomkostninger og højere priser. Samtidig kan en større del af kartoflerne i supermarkederne ende med at komme fra udlandet.

– Vi vil selvfølgelig passe på vores vandmiljø. Men det giver ikke meget mening, hvis konsekvensen bliver, at vi gør det så svært at dyrke kartofler i Danmark, at de i stedet importeres fra nabolande, hvor reglerne er lempeligere. Vi kan godt både passe på miljøet og producere kartofler i Danmark. Men det kræver, at reglerne bygger på et ordentligt fagligt grundlag, og at vi får tid til at omstille os, siger Carl Heiselberg, kartoffelavler og formand for Danske Kartoffelavlere.

Usikkerhed rammer allerede planlægningen

Selvom reguleringen først efter planen træder i kraft ved årsskiftet, mærker erhvervet allerede konsekvenserne af usikkerheden.

Kartoffelproduktion kræver planlægning langt frem i tiden. Marker, sædskifter, maskiner, kontrakter og investeringer skal være på plads, og derfor efterlyser branchen afklaring.

– Det er lidt hovedrystende, at vi i en uge, hvor alle taler om mere dansk frugt og grønt, samtidig står med en regulering, der kan gøre det sværere at producere en af danskernes mest populære råvarer. Hvis vi vil have danske kartofler på middagsbordet om fem og ti år, skal vi også sikre, at der er nogen, der kan få en forretning ud af at dyrke dem, siger Carl Heiselberg.

Frygter flere udenlandske kartofler

Danske Kartoffelavlere mener, at den kommende regulering også rejser et spørgsmål om, hvor stor en del af fødevareproduktionen der fremover skal foregå i Danmark.

Ifølge Carl Heiselberg bør konsekvenserne for muligheden for fortsat at vælge danskproducerede fødevarer derfor indgå i diskussionen om de nye kvælstofregler.