Helbred
Mere indflydelse på jobbet kan give færre sygedage blandt unge
Nyt dansk studie peger på, at selv små forbedringer i unges indflydelse på arbejdet kan reducere sygefraværet markant på landsplan.
Et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) peger på, at unge arbejdstagere kan få færre sygedage, hvis de får mere indflydelse på, hvordan og hvornår de løser deres arbejdsopgaver.
Forskerne har analyseret registerdata fra 301.185 unge arbejdstagere i Danmark og undersøgt, hvordan sygefraværet potentielt ville udvikle sig, hvis de unge oplevede en mindre stigning i indflydelsen på deres arbejde.
Små ændringer kan få stor samlet betydning
I studiet opstillede forskerne et scenarie, hvor alle unge fik to procent mere indflydelse på deres arbejde. Beregningerne viste, at det samlede sygefravær i den tænkte situation ville falde med omkring tre procent.
»For den enkelte er ændringen lille. Det svarer til fem kvarters mindre sygefravær om året, men på tværs af mange unge medarbejdere på landsplan bliver det til en betydelig forskel. Studiet viser, at selv en relativt beskeden forbedring kan føre til færre sygefraværsdage, både for den enkelte og på samfundsniveau,« siger gæsteforsker Jeppe Karl Busk Sørensen, som gennemførte studiet som en del af sin ph.d. på NFA.
Han fremhæver samtidig, at forbedringen er realistisk.
»Det er interessant, at det er en ændring, som faktisk kan opnås i praksis. Særligt blandt ansatte i omsorgsarbejde og undervisning var potentialet stort,« siger Jeppe Karl Busk Sørensen.
Læs også:
Over 126.000 færre sygefraværsdage
De unge deltagere blev fulgt i gennemsnit i 2,6 år. Analyserne peger på, at den beskedne stigning i indflydelse i hele perioden ville have resulteret i omkring 126.000 færre sygefraværsdage.
Ifølge forskerne kan det få betydning langt ud over de første år på arbejdsmarkedet. Tidligere forskning viser nemlig, at unge med højt sygefravær i deres første job har større risiko for at blive langtidssygemeldt senere i arbejdslivet.
Indflydelse kan styrke trivsel og helbred
Studiet understøtter tidligere forskning, der viser, at indflydelse på arbejdet har betydning for blandt andet trivsel, identitetsfølelse og oplevelsen af stress.
»Det bekræfter en tendens, vi ser i forskningen: Indflydelse på arbejdet kan have betydning for trivsel og helbred. Her ser vi, at det også gælder for unge, og at det kan være en vigtig vej at gå, hvis man vil mindske deres sygefravær,« siger Jeppe Karl Busk Sørensen.
Studie bygger på beregninger
Forskerne understreger, at der ikke er gennemført ændringer i deltagernes faktiske arbejdsvilkår. Resultaterne bygger på et beregnet “hvad-nu-hvis”-scenarie baseret på nationale registre og spørgeskemadata.
Studiet peger samtidig på, at resultaterne skal tolkes med forbehold. Blandt andet bygger målingen af indflydelse på gennemsnit for jobgrupper frem for individuelle vurderinger, og data omfatter ikke ansatte i små private virksomheder. Trods begrænsningerne vurderer forskerne, at undersøgelsen giver et solidt grundlag for at forstå, hvordan øget indflydelse på arbejdet kan bidrage til at reducere sygefravær blandt unge medarbejdere.
Læs også: