Forbruger

Ny undersøgelse: Meta skruer drastisk ned for moderationen på Instagram, mens Snapchat reagerer langsomst på skadeligt indhold

Analyse af EU-data viser markant fald i moderationen på Instagram, mens Snapchat bruger længst tid på at reagere over for skadeligt og ulovligt indhold.

Søren Greve
Af Søren Greve 26. juni 2026

En ny undersøgelse fra Digitalt Ansvar viser, at Meta reducerede moderationen på Instagram med 74 procent i løbet af 2025. Samtidig peger undersøgelsen på, at Snapchat er den langsomste af de undersøgte sociale medier til at fjerne eller begrænse skadeligt og ulovligt indhold.

Undersøgelsen bygger på data fra EU-Kommissionens gennemsigtighedsdatabase og omfatter mere end 450 millioner stykker begrænset og fjernet indhold fra TikTok, Instagram, Snapchat og Facebook i hele 2025.

Markant fald på Instagram

Ifølge undersøgelsen begrænsede og fjernede Instagram i gennemsnit 82.904 stykker indhold om dagen i januar 2025. I december var tallet faldet til 24.626. Sammenlignes første og fjerde kvartal af året, svarer det til et fald på 74 procent.

Digitalt Ansvar peger på, at udviklingen hænger sammen med Metas ændrede strategi, som blev præsenteret af direktør Mark Zuckerberg i januar 2025. Her meddelte virksomheden, at den ville reducere brugen af automatiserede systemer til at identificere indhold, der overtræder platformenes retningslinjer.

Større indsigt i platformenes arbejde

Direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm, mener, at de nye EU-regler giver et sjældent indblik i de sociale mediers håndtering af skadeligt indhold.

“At fjerne og begrænse skadeligt og ulovligt indhold er kernen i at skabe sikkerhed på sociale medier og alligevel ved vi alt for lidt om, hvordan det foregår i praksis. De her tal giver os endelig et kig ind i den sorte boks og gør det muligt at holde platformene op på, hvor meget de fjerner, og hvor hurtigt de reagerer på det skadelige,” siger Ask Hesby Holm.

Bekymring for brugernes sikkerhed

Digitalt Ansvar vurderer, at det markante fald i moderationen kan få betydning for sikkerheden på sociale medier.

“Når vi ser et så markant fald i slettet og begrænset indhold på Instagram, tyder det på, at Zuckerberg ikke bare har talt Trump efter munden, men har ændret kurs og nu tillader mere indhold end før. Det øger, alt andet lige, risikoen for, at skadeligt indhold bliver liggende længere og når et større publikum,” siger Ask Hesby Holm.

Han tilføjer:

“Vi taler mere end nogensinde om skadeligt indhold på sociale medier og de menneskelige konsekvenser. Derfor burde man forvente, at Meta fjernede mere skadeligt indhold, ikke mindre,” siger Ask Hesby Holm, som kalder udviklingen “fuldstændig uacceptabel.”

Snapchat er langsomst

Undersøgelsen sammenligner også, hvor lang tid de enkelte platforme er om at reagere på skadeligt og ulovligt indhold.

Her viser analysen, at TikTok reagerer hurtigst, mens Snapchat er den langsomste platform til at fjerne eller begrænse indhold. Denne del af undersøgelsen bygger på data fra henholdsvis tre og seks udvalgte uger i 2025.

Bygger på EU’s gennemsigtighedsdata

Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra EU-Kommissionens gennemsigtighedsdatabase, som er blevet tilgængelige gennem EU’s forordning om digitale tjenester (DSA). Formålet er at skabe større åbenhed om de sociale mediers arbejde med at håndtere skadeligt og ulovligt indhold og gøre det muligt at sammenligne platformenes indsats.