Familie
Regionerne får milliardløft: Akutplan skal hjælpe børn og unge hurtigere
Regeringen og Danske Regioner er enige om en økonomiaftale for 2027, der blandt andet skal styrke sundhedsvæsenet og børne- og ungepsykiatrien.
Regionerne får flere penge at arbejde med i 2027.
Regeringen og Danske Regioner har indgået en ny økonomiaftale, som løfter regionernes driftsrammer med 2,3 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet gå til at udvikle sundhedsvæsenet, håndtere flere ældre borgere og sikre en akutplan for børne- og ungepsykiatrien.
En milliard til akutplan
Et centralt punkt i aftalen er en samlet milliard kroner til en akutplan for børne- og ungepsykiatrien i perioden 2026 til 2028.
Planen skal være med til at nedbringe ventetiderne, så børn og unge i mistrivsel hurtigere kan få hjælp. Samtidig skal flere hjælpes tidligere, så færre ender med at få brug for psykiatrien.
Af den samlede milliard afsættes 750 millioner kroner til regionerne og 250 millioner kroner til kommunerne. Akutplanen skal derfor realiseres i samarbejde mellem kommuner og regioner.
Læs også:
Minister: Børn skal gribes hurtigt
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr kalder sundhed for en central del af velfærdssamfundet.
”Sundhed skal være for alle. Det er hjertet i vores velfærdssamfund. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi sammen med Danske Regioner har lavet en aftale, der løfter regionernes økonomi – og samtidig sikrer finansieringen af en akutplan for børne- og ungepsykiatrien. For ét barn, én ung, der mistrives, er ét for meget. Og når de eller deres forældre rækker ud efter hjælp, så skal de også gribes hurtigt og professionelt i den sårbare situation, de står i.
Jeg vil gerne takke Danske Regioner for et godt og konstruktivt forhandlingsforløb, hvor vi sammen har holdt snuden i sporet og på meget kort tid landet en aftale, der vil sikre et markant løft af vores sundhedsvæsen.”
Fokus på sundhed tættere på borgerne
Aftalen skal også understøtte den kommende sundhedsreform, der træder i kraft i 2027. Her etableres Region Østdanmark og 17 nye sundhedsråd, som skal investere i sundhedsvæsenet tættere på borgerne.
Derudover fastholdes regionernes anlægsramme til investeringer i bygninger og fysiske rammer. Den samlede anlægsramme i 2027 bliver 7,25 milliarder kroner.
Kollektiv trafik får også løft
Som en del af økonomiaftalen bliver rammen til regional udvikling hævet med 100 millioner kroner. Pengene skal blandt andet være med til at understøtte den regionale kollektive trafik.
Aftalen betyder også, at regeringen ekstraordinært løfter regionernes likviditet med én milliard kroner i 2027 og etablerer en pulje til refinansiering af regionale afdrag på 950 millioner kroner.
For borgerne betyder aftalen især, at der lægges op til flere investeringer i sundhedsvæsenet og et særligt fokus på børn og unge, der har brug for hurtigere hjælp i psykiatrien.
Læs også: