Forbruger
Sidste frist nærmer sig: Disse pengesedler bliver værdiløse om en måned
Borgere har kun frem til 31. maj til at indløse 1000-kronesedler og ældre sedler – derefter er de uden værdi
Der er nu kun få uger tilbage, hvis du har gamle pengesedler liggende derhjemme. Den 31. maj 2026 er nemlig sidste frist for at indløse en række danske sedler, før de bliver fuldstændig værdiløse.
Det gælder både den nuværende 1000-kroneseddel samt alle sedler fra ældre serier fra 1944, 1952, 1972 og 1997. Siden 31. maj 2025 har sedlerne ikke kunnet bruges som betalingsmiddel i butikker, og efter fristen kan de heller ikke længere indløses hos Nationalbanken.
Milliarder mangler stadig at blive afleveret
På trods af den forestående frist mangler der fortsat at blive indleveret sedler for omkring 3,3 milliarder kroner.
Ifølge Nationalbanken drejer det sig om cirka 917 millioner kroner i 1000-kronesedler og yderligere 2,3 milliarder kroner i ældre sedler.
“Det er med al sandsynlighed sedler, som ikke findes længere. Det kan være, de er forsvundet, gået i stykker eller destrueret i brand,” siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken, ifølge Ritzau.
Han understreger samtidig, at det ikke forventes at få betydning for samfundsøkonomien.
Læs også:
Kun få steder at aflevere sedlerne
Gamle sedler kan kun indleveres fysisk i Aarhus, Odense og København. Det sker i særlige kasser i FOREX-butikker, som samarbejder med Nationalbanken.
I april alene er der blevet afleveret over 22 millioner kroner via Nationalbankens kasser. På grund af den stigende aktivitet er der nu oprettet flere indleveringssteder med to kasser i Aarhus, tre i København og én i Odense.
Nationalbanken opfordrer til, at man ikke venter til sidste øjeblik.
“Det er også en god idé ikke at vente til slutningen af maj, men komme i gang nu,” siger Niels Kaas.
Krav om legitimation og dokumentation
Hvis du vil indløse dine sedler, kræver det personligt fremmøde. Du skal medbringe gyldigt billed-id og dokumentation for din adresse samt udfylde en indleveringsblanket.
Ved større beløb kan der blive stillet krav om dokumentation for pengenes oprindelse. Fra 20.000 kroner er det et krav, og ved beløb over 50.000 kroner skal dokumentationen godkendes på forhånd.
Sådan får du pengene udbetalt
Som privatperson kan du få udbetalt op til 5.000 kroner kontant. Resten bliver indsat på din bankkonto, og behandlingstiden kan være op til seks uger.
Der opkræves ikke gebyr for indløsning hos Nationalbanken og FOREX, men din egen bank kan tage betaling for indsættelsen.
Tjek gemmerne nu
Nationalbanken opfordrer alle borgere til at få tjekket skuffer, skabe og gemmer i god tid.
”Nu er det sidste chance. Der er kun få uger til, at 1000-kronesedler og ældre sedler bliver værdiløse. Det er vigtigt for os, at så mange som muligt er bekendt med denne frist, så dem, der har sedlerne, kan tage stilling til, om de vil beholde dem som samleobjekter eller indløse dem,” siger Niels Kaas.
Efter den 31. maj 2026 er det kun sedler fra den nuværende 2009-serie, der fortsat vil være gyldige i Danmark og Grønland.
Læs også: