Forbruger
Gårdmejerier høster toppriser ved Gourmetprisen 2026
Små producenter markerer sig med prisvindende cremefraiche og gedemælksis
To danske gårdmejerier løb med hver sin sejr, da Mejeriforeningens Gourmetprisen 2026 blev uddelt mandag den 20. april. Søtofte Gårdmejeri vandt med en cremefraiche 42 pct., mens Tothavens gårdmejeri tog førstepladsen med en gedemælksispind med cajeta og kaffe.
Prisuddelingen fandt sted på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, hvor omkring 400 deltagere var samlet til arrangementet ’Lækkerier- Prisen’.
Dommere begejstrede for smag og kvalitet
Dommerpanelet, som bestod af madanmelder og lektor Helle Brønnum Carlsen, kok og køkkenchef Brian Mark Hansen samt mad- og vinskribent Rasmus Palsgaard, smagte i alt 55 produkter fordelt på fem kategorier.
Især de to gårdmejeriers produkter vakte begejstring under blindsmagningen. Her blev de blandt andet beskrevet som ”klassisk og lækker” og ”dyb fed og smagsintens”.
Søtoftes cremefraiche vandt kategorien for is og konsummælksprodukter, mens Tothavens ispind sejrede i den nye kategori for gede- og fåremælksprodukter.
Læs også:
Stolthed hos lille mejeri ved Hundested
Hos Tothavens gårdmejeri glæder man sig over endnu en pris. Mejeriet har tidligere haft succes i konkurrencen.
”Vi er både stolte og overraskede over, at vi har vundet. Vi forventede, at en is ville få det svært i den nye kategori, hvor vi skulle konkurrere mod mere komplekse gede- og fåremælksprodukter. Sådan en pris betyder virkelig meget for et lillebitte mejeri som vores, og kan måske være inspiration for andre små fødevareproducenter,” siger Jakob Olsen, der driver mejeriet sammen med sin hustru Pernille.
Gården har 20 malkegeder, som dagligt leverer omkring 40 liter mælk.
Første sejr med nyt produkt
For Søtofte Gårdmejeri ved Ringsted er det første gang, de vinder en kategori ved Gourmetprisen – og det sker med et helt nyt produkt.
”Det er for vildt, at vi vinder. Vi er mega-glade alle sammen,” siger Marie Linea Østergaard fra Søtofte Gårdmejeri og fortsætter:
”Vi betragter gourmetprisen som en form for blåstempling af det, vi går og laver. En anerkendelse fra professionelle, som betyder meget for os. Vi bestræber os på at gøre os umage med vores køer og kvaliteten af mælkeråvaren til de færdige produkter.”
Mejeriet har 60 malkekøer og seks ansatte.
Flere vindere i fem kategorier
Ud over de to gårdmejerier blev der kåret vindere i tre andre kategorier:
- Smør- og blandingsprodukter: Gammeldags kærnet smør fra Aabybro Mejeri
- Blød ost: Høgelundgaard 12 fra Arla Høgelund Mejeri
- Hård ost: Gammel Knas fra Arla Nr. Vium Mejeri
Gourmetprisen uddeles hvert år af Mejeriforeningen og hylder danske mejeriprodukter med fokus på smag, originalitet og såkaldt x-faktor.
Læs også: