Forbruger

Frosne jordbær tilbagekaldes på grund af pesticidrester

Solgt i Netto over hele landet – forbrugere opfordres til at kassere produktet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. april 2026

Et parti frosne jordbær fra mærket Harvest Best tilbagekaldes nu, efter der er fundet for højt indhold af pesticidrester. Produktet er solgt i Netto-butikker i hele Danmark.

Det drejer sig om Harvest Best Jordbær i poser á 400 gram med EAN-kode 5712871727867. De berørte varer har bedst før-dato den 28. november 2027 og lotnummer 828905332. Jordbærrene stammer fra Egypten.

For højt indhold af pesticid

Årsagen til tilbagekaldelsen er, at der er fundet for høje niveauer af pesticidet Dimethoat i produktet. Ifølge myndighederne kan pesticidrester forekomme i vegetabilske fødevarer, men der er fastsat grænseværdier i EU.

Det vurderes, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes, hvis man over længere tid indtager for store mængder pesticider. Der forventes dog ikke akutte symptomer ved indtagelse.

Hvad skal du gøre som forbruger?

Har du købt de pågældende jordbær, opfordres du til enten at kassere dem eller levere dem tilbage til den butik, hvor de er købt.

Tilbagekaldt af Salling Group

Det er Netto/Salling Group A/S, med adresse på Rosbjergvej 33 i Brabrand, der står bag tilbagekaldelsen.

Forbrugere kan finde mere information om pesticider i fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.