Helbred

Dårlig hygiejne kan ødelægge ferien – Hver sjette dansker springer håndvasken over på charterferien

Påsken står for døren, og mange danskere rejser i den kommende uge sydpå. Men før man fylder tallerkenen ved hotelbuffeten, er der god grund til at tænke over hygiejnen.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. marts 2026

Påsken står for døren, og mange danskere rejser i den kommende uge sydpå. Men før man fylder tallerkenen ved hotelbuffeten, er der god grund til at tænke over hygiejnen.

En ny undersøgelse fra YouGov, lavet for forsikringsselskabet Gjensidige, viser, at 15 procent af danskerne ikke tager basale forholdsregler som at vaske hænder, spritte af eller bruge handsker, når de tager mad fra buffeten på ferier i udlandet.

Risiko for sygdom på ferien

Ifølge Gjensidige kan det få konsekvenser – ikke kun for den enkelte, men også for andre gæster.

”Selvom det kun er en mindre gruppe, der springer hygiejnen over, kan konsekvenserne være store,” siger Lene Ovesen, direktør for Rejseskade i Gjensidige.

Hun uddyber: ”Bakterier spreder sig hurtigt i et buffetmiljø, og resultatet kan i værste fald være, at både én selv og andre gæster må tilbringe flere feriedage på hotelværelsets toilet. Det er en simpel omtanke, som faktisk kan gøre en stor forskel.”

Særligt børn kan være en smittekilde, fordi de ofte rører ved mange ting og dermed nemt kan sprede bakterier videre ved buffeten.

Mange får ødelagt feriedage

Problemet er ikke nyt. En tidligere undersøgelse fra 2024 viser, at knap fire ud af ti danskere har fået ødelagt én eller flere feriedage på grund af mavevirus inden for de seneste tre år.

Heraf svarer 24 procent, at de selv har været syge, mens 4 procent oplevede, at deres barn blev ramt. Yderligere 11 procent har rejst med en person, der blev syg.

Kontakt forsikringen ved sygdom

Hvis uheldet er ude, anbefaler Gjensidige, at man reagerer hurtigt.

”Vi ser hvert år mange danskere få ferien ødelagt af mavevirus. Her anbefaler vi, at man kontakter sin rejseforsikring med det samme, ellers kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse,” siger Lene Ovesen.

Rejseforsikringen kan ifølge selskabet hjælpe med både behandling og dække udgifter, så sygdom ikke også bliver en økonomisk belastning.

Sådan gør danskerne ved buffeten

Undersøgelsen blandt 1.081 danskere viser, at:

  • 67 procent spritter hænder af
  • 43 procent vasker hænder
  • 8 procent bruger plasthandsker
  • 7 procent tager andre forholdsregler
  • 15 procent gør ingenting

Dermed er det fortsat en mindre – men ikke ubetydelig – gruppe, der springer hygiejnen over og risikerer at tage sygdom med sig fra buffeten.