Erhverv
54 danske virksomheder kan være på vej mod børsen
Ny analyse peger på bredt felt af potentielle børsnoteringer frem mod 2030
Danmark har 54 virksomheder, der kan blive børsnoteret inden 2030. Det viser en ny analyse fra Foreningen af Børsnoterede Virksomheder.
Ifølge analysen er der tale om et bredt udsnit af danske virksomheder på tværs af brancher, størrelser og ejerskabsformer. Samlet set peger det på et større potentiale for nye børsnoteringer, end den offentlige debat ofte giver indtryk af.
Mere end 1.000 dage uden børsnotering
Analysen kommer på et tidspunkt, hvor der er gået mere end 1.000 dage siden den seneste danske børsnotering. Samtidig bruges børsen i dag kun i begrænset omfang som vej til kapital, og Danmark ligger efter andre nordiske lande.
“Danmark har mange dygtige virksomheder, der hver dag skaber innovation, arbejdspladser og høj værdi. Ikke alle skal på børsen, og ikke alle vil på børsen. Men børsen bør være en reel og attraktiv mulighed for flere, hvis vi vil fastholde vækst, ejerskab og arbejdspladser i Danmark,” siger Henriette Kinnunen, forperson i Foreningen af Børsnoterede Virksomheder.
Læs også:
Stort potentiale i dansk erhvervsliv
De 54 virksomheder svarer til omkring en tredjedel af det nuværende danske børsmarked. Det understreger ifølge analysen, at der er et betydeligt potentiale for flere børsnoteringer i de kommende år.
Analysen fremhæver samtidig, at mange danske virksomheder allerede bidrager til vækst, innovation og beskæftigelse – og at flere af dem kan få behov for kapital til at udvikle sig yderligere.
Fokus på vækst og forankring i Danmark
Analysen peger ikke kun på mulige børsnoteringer, men også på behovet for at sikre, at virksomheder kan fortsætte deres vækst i Danmark.
“Pointen er ikke i sig selv at få flere børsnoteringer, men at gøre det attraktivt for flere dygtige virksomheder at vælge børsvejen som led i deres videre udvikling. Det handler om ejerskab, forankring og reelle strategiske valgmuligheder. Med de rette rammer kan flere virksomheder vælge børsvejen og fortsætte deres vækst med base i Danmark,” siger Thomas Black-Petersen.
Analyse bygger på screening af 500 virksomheder
Analysen er baseret på en gennemgang af omkring 500 danske virksomheder. Herefter er listen blevet vurderet og valideret af corporate finance-rådgivere og andre aktører på kapitalmarkedet.
Det fremgår, at analysen bygger på offentligt tilgængelige data og ekspertvurderinger. Virksomhederne har ikke selv medvirket, og analysen siger ikke noget om deres konkrete planer om en børsnotering.
Læs også: