Nørager og omegn

Vurdering af trafikfarlige skoleveje i Rebild Kommune

Vurdering af trafikfarlige skoleveje i Rebild Kommune

Redaktion
Af Redaktion 4. maj 2021

Af Klaus Hansen

Børne- og Familieudvalget holder ordinært møde den 5. maj 2021, hvor der bl.a. er Vurdering af trafikfarlige skoleveje på dagsordenen.

Der er indkommet anmodninger fra forældre om vurdering af trafikfarlige skoleveje, som Børne- og Familieudvalget skal træffe afgørelse om ud fra indstillinger fra vejmyndighed og Politi.

Sagsfremstilling
Kommunen skal sørge for transport til og fra distriktsskolen jf. § 26 i Folkeskoleloven, hvis eleven har en længere skolevej end:

2,5 km. for elever i 0.-3. klasse
6 km. for elever i 4.-6. klasse
7 km. for elever i 7.-9. klasse
9 km. for elever i 10. klasse

Desuden skal kommunen sørge for transport til og fra distriktsskolen, hvis skolevejen er erklæret trafikfarlig. Forældre kan anmode kommunen om at få vurderet skolevejen.

Kompetencen til at afgøre, hvorvidt en vejstrækning må betragtes som trafikfarlig er tillagt kommunalbestyrelsen og i Rebild Kommune delegeret til Børne- og Familieudvalget, jf. Styrelsesvedtægt for Rebild Kommunes skolevæsen.

Forinden afgørelsen skal der indhentes udtalelse fra Politi og vejmyndighed.

Nordjyllands Politi har foretaget en besigtigelse og vurdering af de anmodede vejstrækninger i forhold til vejens farlighed ved hjælp af et pointgivende beregningsprogram.

Nordjyllands Politi tager som udgangspunkt ikke stilling til, hvilken rute der kan/skal anvendes, eller hvordan trafikanterne færdes, herunder om det er til fods, på cykel, ved krydsning, langs vejen eller hvilken årstid og tidspunkt på dagen.

Flg. veje er blevet vurderet:

Nibevej rute 519 ca. 750 m mellem rundkørsel og “byskilt” mod nord i Sørup: Trafikfarlig til og med 6. klasse.

Nibevej rute 519 mellem Gammel Viborgvej og Sørup: Trafikfarlig til og med 6. klasse.

Døstrupvej ca. 285 m mellem Bygaden og “byskilt” i Ravnkilde: Trafikfarlig til og med 6. klasse.

Døstrupvej ca. 4,7 km mellem nr. 167 og Ravnkilde: Trafikfarlig for alle elever.

Økonomi
For nuværende vil 12-15 elever i Sørup blive omfattet og 2 i Ravnkilde. Det vil give en udgift til buskort på 28.000-34.000 kr. om året.

Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om at de anførte vejstrækninger kategoriseres som trafikfarlige som beskrevet.

Udvalget behandler sagen den 5. maj 2021.

Nørager og omegn

Se flere artikler