Nyheder
Vreden bag rattet lever i bedste velgående: Så mange danskere råber ad andre
Ny undersøgelse viser, at vrede og irritation fortsat fylder på vejene – og det kan gå ud over trafiksikkerheden.
Vrede udbrud, dytten og råben er en del af hverdagen i trafikken for mange danskere. En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden viser, at hver fjerde dansker inden for det seneste år har råbt ad en anden trafikant.
Undersøgelsen, som er gennemført blandt 1.103 trafikanter, viser samtidig, at niveauet af vejvrede stort set er uændret sammenlignet med tidligere år.
Bekymring for trafiksikkerheden
Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan konflikter i trafikken få alvorlige konsekvenser.
»Det er bekymrende, at så mange oplever og også selv udøver vejvrede i trafikken, for konflikterne stresser og flytter fokus væk fra trafikken. Det kan betyde, at man nemmere overser andre eller har en mere risikabel adfærd i trafikken ved fx at køre for stærkt eller tæt på andre. Man træffer simpelthen dårligere beslutninger, når ens temperament er i det røde felt. Så vejvrede er ikke bare ubehageligt, det går også ud over trafiksikkerheden,« siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Tallene viser blandt andet, at:
- 34 procent har oplevet, at en bilist har dyttet vredt af dem.
- 25 procent har selv dyttet vredt af en anden trafikant.
- 25 procent har oplevet, at en anden trafikant har råbt ad dem.
- 23 procent har selv råbt ad en anden trafikant.
- 17 procent har oplevet at få fingeren.
- 14 procent har selv givet fingeren til en anden trafikant.
Læs også:
Vi vurderer os selv mere positivt
Undersøgelsen peger også på et markant paradoks. Hele 73 procent af de adspurgte mener selv, at de er hensynsfulde i trafikken. Til gengæld er det kun 34 procent, der oplever, at andre trafikanter viser hensyn over for dem.
Ifølge GF Fonden kan det være med til at forklare de mange konflikter på vejene.
»Vi har i trafikken nok en tendens til at forklare vores egne fejl med, at vi har styr på det eller er pressede. Men når andre gør præcis det samme, så bliver vi nemt vrede. Det er en klassisk mekanisme, som kan føre til frustrationer og konflikter på vejene. Derfor er det vigtigt, at vi alle bliver bedre til at sige pyt og ikke bliver vrede over andres fejl, for det hjælper ikke noget. Det er langt bedre at bidrage til at deeskalere eventuelle konflikter, så vi får mere overskud til hinanden i trafikken,« siger Helle Nielsen, uddelingschef i GF Fonden.
Forskrækkelse udløser ofte vreden
Når trafikanter bliver vrede, skyldes det ofte, at de oplever en farlig situation.
58 procent af dem, der blev vrede, oplyser, at de ville gøre opmærksom på en farlig situation. 40 procent ønskede tydeligt at vise den anden trafikant, at vedkommende havde begået en fejl, mens 25 procent blev forskrækket.
Rådet for Sikker Trafik opfordrer derfor til at bevare roen, også når andre laver fejl.
»Det bedste man kan gøre, er at trække vejret dybt og tænke, at den fejl kunne jeg måske også have begået. Eller at man forestiller sig, at det er en god ven, som sidder i den anden bil eller på cyklen. Så er det lettere at undgå at blive vred. Vi råber jo heller ikke ad andre, hvis de i supermarkedskøen kommer til at lave en fejl. Og så er et lavpraktisk råd at tage afsted i god tid, så du ikke er tidspresset, da det kan gøre lunten kortere,« siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Små forskelle mellem landsdelene
Undersøgelsen viser kun mindre forskelle mellem landsdelene.
Øst for Storebælt svarer 24 procent, at de selv har råbt ad en anden trafikant inden for det seneste år, mens tallet vest for Storebælt er 22 procent.
Andelen, der har oplevet vred dytten fra en bilist, er 35 procent øst for Storebælt og 33 procent vest for Storebælt.
Undersøgelsen er gennemført af Wilke for Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden i perioden 18.-30. maj 2026.
Læs også: