Nyheder

Vi går glip af en stor mulighed for flere faglærte

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har jobfremgangen det seneste år i høj grad været trukket af udlændinge. Nu viser nye tal, at er stort potentiale for at uddanne flere af dem til faglærte.

Vi går glip af en stor mulighed for flere faglærte
Af Redaktion 2. januar 2024

I disse år bliver der færre og færre danskere i den arbejdsdygtige alder, og derfor er vi afhængige af udenlandsk arbejdskraft.

Alligevel er der i dag 4000 ufaglærte udlændinge i industrien, som potentielt kunne blive faglærte. Det viser nye tal, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har trukket for Dansk Metal.

– Det vil virkelig være godt for os alle sammen, hvis vi kan uddanne nogle af de mange ufaglærte udlændinge til faglærte. Faktum er nemlig, at hvis vi ikke får uddannet flere faglærte, så når vi ikke i mål med de store klimaambitioner. Faglærte som industriteknikere, smede og køleteknikere er helt essentielle. Uden dem må de grønne planer blive i skuffen uden at blive ført ud i livet, siger Kasper Palm, der er forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal.

Der er i dag 4000 ufaglærte udlændinge i industrien, de er kommet til Danmark inden for de sidste otte år, og som derfor for manges vedkommende endnu ikke har permanent opholdstilladelse.

Problemet for dem er, at for få permanent opholdstilladelse i Danmark skal man have været i arbejde i seks år i træk. Hvis man i løbet af de seks år tager en uddannelse, starter man efter endt uddannelse forfra med optjeningen. Også selvom uddannelsen er købt og betalt af arbejdsgiveren.

Der er flere eksempler på udlændinge, som derfor fravælger uddannelsen eller udskyder den, til de har fået permanent ophold. Det er problematisk, at der takkes nej til en faglært uddannelse af frygt for at miste chancen for permanent ophold, siger Kasper Palm.

– Det er helt på månen, at vi har gjort det så besværligt for udlændinge at få en faglært uddannelse, hvis de samtidig ønsker en permanent opholdstilladelse. Tallene viser jo tydeligt, at der er et kæmpe potentiale for flere faglærte, som vi desperat har brug for til den grønne omstilling. Det kan simpelthen ikke passe, at tossede regler i udlændingepolitikken skal stå i vejen for et grønnere Danmark. Nu må politikerne gøre noget ved problemet vi har ikke råd til at vente, siger Kasper Palm.

En rapport fra Industriens Uddannelser har peget på, at vi frem mod 2035 kommer til at mangle 195.000 årsværk i industrien, heraf rigtig mange faglærte, hvis vi skal realisere politikernes grønne planer.

Dansk opdagelse kan revolutionere kræftbehandling: Taxol bliver billigere og grønnere

Læs også: Dansk opdagelse kan revolutionere kræftbehandling: Taxol bliver billigere og grønnere

Tidspres i daginstitutioner: Børn går glip af vital omsorg

Læs også: Tidspres i daginstitutioner: Børn går glip af vital omsorg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev