Vagtcentral har haft travlt med ‘frosne svaner’

9. januar 2024
Vagtcentral har haft travlt med ‘frosne svaner’

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 havde en travl weekend med henvendelser om svaner, som muligvis var frosset fast i isen. De fleste svaner udviste blot naturlig adfærd i det kolde vejr, men beredskabet rykkede alligevel ud i flere sager

Ikke alle knopsvaner søger ud til fjorde og kyster, når frosten rammer Danmark. Nogle bliver i søer og moser, og efter et par milde vintre oplever Vagtcentralen 1812 henvendelser fra bekymrede borgere, der mener at have spottet en svane, der er frosset fast i den lokale sø. Fra fredag til og med mandag modtog Dyrenes Vagtcentral 46 opkald om potentielt fastfrosne svaner. Til sammenligning havde vagtcentralen 63 sager i den kategori i hele 2023. Men sunde svaner fryser ikke fast.

Hvis man ser en enlig svane sidde helt stille på isen en kold vinterdag som i weekenden, er den højst sandsynligt i gang med at spare på energien, indtil vejret bliver mildere, og der er bedre adgang til maden under isen. Derfor er det også meget vigtigt ikke at forstyrre den, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

En del af henvendelserne i weekenden gik også på, at svanerne virkede dårlige til bens, men det er heller ikke usædvanligt i sig selv. Knopsvaner er dårligt gående, da de er bygget til at flyde og svømme. Og de bliver ikke mere elegante på is.

En svane, der basker vildt ude på isen, kan godt ligne en fugl i nød. Men det er sjældent tilfældet. I stedet for at gå, så basker og skraber de sig vej over isen, forklarer Peter Gravlund Nielsen.

En svane fryser kun fast, hvis den er meget svækket af andre årsager end frost. Derfor stiller Vagtcentralens personale altid opklarende spørgsmål og beder om billedmateriale i disse sager. På den baggrund kan det uddannede personale bedre vurdere, om svanen er syg, eller om den bare ligger stille på isen.

I weekenden var der fire henvendelser, som gav anledning til bekymring. Her rykkede Dyrenes Beskyttelses frivillige beredskab ud til svanerne. En svane var død, i to tilfælde flyttede dyre- redderne svanerne til områder uden is, mens den sidste svane blev transporteret til opsyn på en af organisationens vildtplejestationer.

Sidste gang vagtcentralens telefoner glødede om fastfrosne svaner var i 2021. Her fik flere uger med hård frost, mange mennesker ude i naturen på grund af Corona-lockdown og udbredt fugleinfluenza antallet af sager med frosne svaner til at eksplodere. I alt var der 517 sager fordelt fra december til marts. Men i 2021 var en større del af fuglene desværre reelt fastfrosne, da de var syge eller svækkede af fugleinfluenza.

Fem tegn: Er svanen syg?

Viser en svane en eller flere af nedenstående tegn, er der tale om en svane med sygdomstegn

1. Hovedet ligger nede på isen
2. Vingerne hænger ned på isen
3. Fjerdragt ser uplejet ud
4. Kroppen ligger trykket ned mod isen
5. Den ligger i sin egen afføring

Er man fortsat meget bekymret for, om en svane er i nød, så bør man ringe til Vagtcentralen 1812 samt sende et billede af svanen til vagtcentralen. Ud fra dette vil personalet vurdere, hvorvidt svanen er i nød.

Rebild og omegn

Se flere artikler